Et Sted i Jylland, jeg veed ei hvor,
En Hytte staaer:
Brøstfældig, vindskjæv og lille;
Ved Døren Humlerankerne groe,
Den har kun Græs til en eneste Ko;
Ved Siden sprudler en Kilde.
En Smule Have foran man seer:
To Piletræer,
Og tvende Hinebærtjørne;
Men Alt er revet og reent og net;
Af Kaal i Midten der staaer en Plet,
Og Blomster i hvert Hjørne.
Et Reiseselskab, ad Markens Sti,
Kom der forbi;
Ved Hytten neied’ en Qvinde:
Hendes Øie var mildt, men Dragten arm;
To Rollinger bar hun ved sin Barm,
Og fleer løb i Stuen derinde.
Men over Døren, paa Hyttens Muur,
Stod med Fraktur
I Snirkler „Frydensborg” skrevet.
„Hvad”, raabte de Reisende, „lille Moer!
Er Fryden her hos Eder saa stor,
At Hyttens Navn den er blevet?”
„Ja”, svared’ hun mild, „ti Børn vi har;
Det mindste bar
Igaar vi i Daab til Præsten.
Endnu til Dags holdt vi Livet hver;
Vi har jo Himmel og grønne Træer!
Vor Herrre nok sørger for Resten!”