Med revne Klæder og filtret Haar
Løb Haldan om i sin Faders Gaard;
Hans Mine var vild og Talen sær;
I Haand bar Drengen et Egesværd;
Snart grunded han som paa dybe Ting;
Snart sprang han fly, som et Føl, omkring.
Han var slet ikke som andre Børn!
Hans bedste Ven var en finlandsk Bjørn;
I Lænke laae den for Gaardens Rum,
Af Galskab tidt stod dens Mund i Skum.
Dog Haldan sov ved dens lodne Vams,
Og aad og drak med den bistre Bams.
I Uger han mælede ei et Ord,
Men slentred’ kun ned til Isefjord;
Der saae man ham ligge Dagen lang
Og rode blandt Stene, Gruus og Tang.
Med Vikingsnekken, som kom og gik,
Og Skyen fulgte hans Drømmeblik.
De gyldne Lokker for Vinden fløi;
Hans Kind var rød og hans Pande høi;
Som Fjordens Bølge hans Øie blaae.
Naar saa ham fremmede Stridsmand saae,
De tro’de at see den unge Niord,
Der flagrer frisk over Hav og Jord.
Dog spottet blev han af Kæmpeflok,
Og Borkord rysted’ sin hvide Lok!
„Saa skal da med mig min Slægt døe ud!
Slight ormhuult Æble med Skrælling rød?
Til Skam og Sorg blev den Dreng mig fød!”
Da Drothe brast i en Taarestrøm,
Og sukked’: „Farvel min Moderdrøm!”
Men Borkord vilde ei Taarer see:
„De evige Guders Villie skee! —
Stat op, du Sanger, med Sølverskjæg,
Og tag fra Knagen din Strængeleeg!
Istem for Drothe et Mindekvad,
Om da hun fangen i Høien sad!
Ved tryg at mindes sin fordums Nød,
Man soler sig først i Lykkens Skjød;
Lad Strængen bruse som Havets Vind,
Der kysser den vilde Vikings Kind!”
Det var en Aften ved Vintertid:
Derude fygede Sneen hvid;
I Hallen vraltede Trælle smaae;
Og Brændeknuder paa Arnen laae;
Hos Drothe Haldan i Krogen sad;
Men Skjalden høit til sin Harpe kvad:
„Som Muspel hiin Skumle
Ved Ragnaroks Tid,
Fra Dybet skal tumle
Med Trolde til Strid,
Saa stormede Gunner
Med Svenske til Dyst,
Skar blodige Runer
I Normandens Bryst.
Hans Skarer som Havet,
Med Brusen og Hviin,
Hver Modstand begraved’
Lig Fjeldets Lavin.
De vrimled’ paa Bjerget
Som Fluer i Pest,
Og frygteligt hærged
Den ubudne Gjæst.
Han dyngede Skatte
Paa Tørt og paa Vaadt;
I Norge indsatte
En Pudel til Drot.
Paa Scept’ret den tygged’
Og bjeffed, og beed,
Med Guldkronen trykket
Om Ørerne ned.
Men Norrigs den gamle,
Den ærlige Drot:
Kong Regnold, lod samle
Hver Skat paa sit Slot;
Lod Trælle den skjule,
Med Drothe sit Barn,
I Gravhøiens Hute
For Røverens Garn.
Ved Nidaros Faldet
Paa Fjeldet han steeg;
Der stod han: en skaldet,
En hundredaars Eeg!
Et Blik først mod oven,
Og et paa sit Land,
Saa sprang han i Voven
Fra Fjeldpyntens Rand!
Men Drothe sad ene,
Med Sværd og med Skat,
Bag runede Stene,
I Gravhulens Nat;
En Fyrrespaan lyste
Kun rødligt deri;
Hver Ræv hende kyste,
Der listed’ forbi.
Som Dødninger blege,
Tre Trælle der laae;
Kun frem de sig snege,
Naar Midnat faldt paa.
Hvor Egnen var busket
Med Krat og med Skov,
Heelt rædde de lusked’
Som Ulve paa Rov.
Den ene var løbet
Alt troløs sin Vei;
Ak, om han dem røbed?
Hun tro’de dem ei.
Hun lignede Vaaren,
Skjøndt skjult for Guds Sol:
I Øiet hang Taaren
Som Dug paa Viol.
Men Gunner lod søge
I Høi og i Krat,
Og haaned’, som Skjøge,
Han gløded’ som Essen,
Naar Smed hærder Jern,
Og priist var Prindsessen
As Nær og af Fjern.
Hun sukked’ med Længsel,
Paa fugtige Halm,
Til Steenstuens Fængsel
Blev Hjertet for kvalm;
Da fremsteg den Skjønne,
Med svulmende Sjæl,
At skue det Grønne
Og Himmel og Fjeld.
Der stod hun, som Hinden
Paa flygtige Fod,
Og badede Kinden
I Vaarvindens Flod;
Med guldgule Lokker,
En Elvermø lig,
I Græsset smaae Klokker
Bevægede sig.
Og glemt var hver Fare;
Men hui! som en Blæst,
Frembruste en Skare
Af Svenske til Hest.
Og, før hun det vidste,
Var Trællene dræbt’.
Og hun, med sin Kiste
Af Skatte, bortslæbt.
Til Gunner hun førtes.
Den Lilie skjøn;
Ei Nidingen rørtes
Af Suk eller Bøn;
Og Fuglen var inde
I Jægerens Garn:
Han avled’ med hende
Saa viltert et Barn.
Og Hildiger nævned’
I Vuggen man det;
Paa Voldsmanden hævned’
Han Moderens Plet:
Knap Sommere fjorten.
Han Faderen slog:
Saa bister paa Porten
Ham Gunner da jog.
Som Viking i Plader
Til Sverig han foer, —
Forlængst er hans Fader
Nedsænket i Jord:
Og Vinter bli’r Sommer,
Og Høst bliver Mai,
Men Hildiger kommer
Til Moderen ei.
Dog sorg ei, Du Arme!
I Breidablik hist
Skal Baldur forbarme
Sig over dig vist!
Hvad her vi maae søge
Skal hisset vi naae!
Blandt Valhallas Bøge
Omfavnede staae!
Men herligt er Livet
Med Kamp og med Daad,
Ei Mennesket givet
Til Klynken og Graad!
See, frisk bruser Strømmen
Mod Saligheds Havn!
Snart lee vi ad Drømmen
I Alfaders Favn!”
Nu taug den Sanger, med Blus paa Kind,
Mens Drothe saae som i Himlen ind.
Ham Borkord rakte den stærke Drik;
Men Haldan ud til sin Bamse gik:
„Ja,” raabte han der med Kinden vaad;
„Ja, herligt er Livet med Kamp og Daad!”