Da Jetterne nu hørte
Om Hrugners Rytterfærd,
De Mokkurkalf opførte:
En Mand af Halm og Leer;
En Hjerteklump af Hoppen
De putted’ ham i Kroppen,
Og skarpe Kløer gave ham paa Fingre og paa Tæ’r.
De slæbte Leer, de heiste
Med Bjælker og med Steen,
Til Goliathen Kneiste
Paa sine lange Been;
Vildt under Varulv-Brynet
Det knitrede og lyned’,
Og Egen sank i Qvag for hans Fod som en Green.
I Kamp mod Thor han skulde
Staae Thussekæmpen bi.
Hans Næse var tilfulde
Vel sine Favne ti;
I Havet, troer jeg, kunde,
Til Knæerne han bunde;
Mod ham, som Hundesteiler, blev’ vist Hvalerne deri.
Snart kneisede som Bjerge
De grimme Jetter to,
Og Dybets bitte Dværge
Af Hjertet skoggerloe;
„Eia,” de rååbte alle,
„Nu faaer vist Thor en Skalle!
Snart skal i Valhals Sale vi Smaapuslinger boe!
Da vil vi Solen mynte,
Og Tidsler trindt udsaae,
Og Himlens Kuppel pynte
Med Taageskyer graae!
Af Stjerner gjør vi Knapper!
Og overgivne napper
De kjelne Lysets Alfer baade brune og blaae.”
Knap Bragene forkyndte,
At Kampens Gud var nær,
Før hovedkulds de skyndte
Sig ned i Jorden hver:
De smutted’ bort som Rotter
Til Dybets mørke Grotter;
De kunde neppe trække for Angest deres Veir.
Med Mjølner paa sin Skulder
Han kom fra Himlens Hvalv.
Ved Tordenkærrens Bulder
Til Roden Fjeldet skjalv,
Og Jorden vildt, med Dampe,
Skjød Pukler op i Krampe;
Foran den stolte Herre løb hans Fostersøn Tjalf.
Da Drengen fæsted’ Øiet
Paa Langhalmsjettens Skrog,
Udraabte han fornøiet:
„Ha, est Du rigtig klog!
Med Skjold Du Brystet dækker —
I Muld Dig Thor nedtrækker!”
Da angest under Benene Thussen Skjoldet tog.
Men, samme Nu, i Panden
Ham Thor sin Hammer drev,
Saa der af hele Manden
Ei mindste Stumper blev:
De fløi til Øst og Vesten,
Til Syd og Nord, ja næsten
Jeg tænker, at de ligge som Bjerge der endnu!
Da styrted’ Hrugner skummel
Mod Thor, med Slag i Slag —
Ei høres slig en Tummel
Igjen før Dommedag —
Mod Himlen hvirvled’ Støvet,
Og Ørnen sank bedøvet,
Fra Skyen ned til Jorden, ved de skrækkelige Brag!
„Ha, giv Dig, Gud for Helte!”
Skreg Hrugner, „fly paa Stand!”
„„Nei,”” raabte Thor, „„før smelte
Hver Kampesteen ti Vand!
Før jage Muus en Løve!
Men bliv, jeg skal Dig kløve,
Saa let som Lynet spalter paa Dovrefjeld en Gran!””
Da saae man i det Høie
Saa underfuldt et Syn;
Det blænded’ Jettens Øie
Som Glimtet af et Lyn:
Midt i en gylden Lue
Var Valhals Slot at skue,
Og Freia stod hos Odin og smilede fra Sky’n.
Og høiere sin Hammer
Opløfted’ Asa-Thor:
Da sank, med Dødens Skrammer,
Den Kæmpetrold til Jord;
Men tæt ved Gudens Øie,
I Panden paa den Høie,
Af Hrugners Flintehjerte et mægtigt Stykke foer.
Og ret som paa sin Ende
Den lange Jette drat,
Hans Kæmpeskanker tvende
Tog Thor om Halsen fat;
Med megen Pust og Blæsen
Faldt Kampens Gud paa Næsen,
Og strittede forjæves imod den tunge Last.
Af Harm hans Øie straaled’;
Hver Gud til Hjælp ham sprang;
Men Halsen sad, som Staalet
Klemt i en Smedetang.
Da saae man — sært det klinger —
Magn, med den lille Finger,
Hans Søn, et Barn, ham frelse; men Bragur Drapet sang.