Høit oppe fra Bjergenes
Kraftige Hjem
Sig strakte Smaadvergenes
Hoveder frem.
De nikked
Og kigged.
De driftige Smaae,
Mens Snekken for Blikket
Paa Havspeilet laa.
Som Vindenes Hvislen
I Bregnen og Tidslen,
Som Anfaldets Ridslen
Ved Flinten og Kislen,
Saa hæved de Røsterne
Rundtom fra Kysterne,
Medens de strakte sig,
Hopped og rakte sig
Alle paa Taa.
File,
Kile,
Viter, den Spaaende;
Bivør, Rysteren;
Train, den Vedholdende;
Gloe, den Glimrende,
Alle Smaaknoldene
Smutted de mimrende.
Ligesom Musene,
Langs med den brusende
Havflades Blaa:
„Yngling fra Fjeldene,
Bliv, hvis du kan.
Her ved den hældende,
Susende Gran;
Bliv som befalende
Drot over Dalene.
Alle vi lyde dig,
Kile skal bryde dig
Smykker til Salene,
Smykker til Qvinderne;
Vindalf, den Svalende,
Vifter dig Kinderne;
Lon giver skyllende
Elve med Lax;
Moin giver gyldende,
Skjæggede Ar.
Og naar med Hvinen
Stormen sin Vinge slaaer,
Truer Lavinen
Dalenes Faar;
Thorin med Armene
Griber den Larmende,
Før til Ruinen
Torpen den slaaer.
Saa, hvor Havmuslingerne
Sidde paa Stenene,
Brugte Smaapuslingerne
Munden og Benene,
Ivrigen følgende.
Snekken paa Flugt,
Langs med den bølgende,
Klippede Bug.
Malmen,
Som Halmen,
Gylden og bøielig,
Skal vi ved Pustningen
Af vore Bælge
Sindrig til Rustningen,
Ynling, dig vælge,
Smede dig Sværdene
Blanke og blaae,
Som skal omgjerdende
Norrige staae.
Hører du Ravnen
Skriger i Stavnen?
Lad den paa Snekke
Skrække dig, Kjække!
Hvi vil du drage
Bort over Sø;
Tag dig til Mage
Dalenes Mø!
Æren er fristende,
Men for dens Priis,
Dands ei paa bristende
Daarskabers Iis!
Saae du de truende.
Høie, vidtskuende
Norner, som vi,
Hvad de berede dig,
Medens du glæder dig,
Sorgløs og fri, —
Bedre forstod du da
Smaadvergens Røst,
Ikke forlod du da
Norriges Kyst!”
Men Snekken ei standsed.
Saa glad som en Brud
Med Ynglingen dandsed
I Verden den ud.
Snart Norge bag Voven
Han skuede flye,
Og Stjernen foroven
Bag Himmelens Sky.
Som Hingsten, der sætter
I buldrende Trav
Over græsrige Sletter,
Saa gik det paa Hav.
De Vikinger tumled
Ved Mast og ved Ror,
Mens Havdybet mumled
Sit lønlige Ord.
Det Ord, som det sjunger
I Stormenes Brag,
Med tusinde Tunger
Fra Skabelsens Dag,
Det Ord, som det luller
I Høst og i Vaar,
Mens Bølgen den ruller,
Til Verden forgaaer.