Det var den dejligste Dag i Høst.
En Snekke styred mod Danmarks Kyst
Fra Nord om Skagen, hvor Vesterhavet
I Seclers Storme sig Vei har gravet
Til Hjertet ind af Cimbriens Jord
Og Sølverveltet om Morsø snoer.
Hen over Masten drog lange Hære
Af vilde Ænder og Markens Stære,
Mens Lærken hæved i Sky sit Slag,
Uskyldigt sødt som den Dag idag.
Paa Dækket kneiste den unge Skipper;
Forgjæves søgte han Norges Klipper;
Det Hele var som en mild Natur,
Til Elskov bygt om et Jomfrubuur,
En Mark, hvorpaa sig Nomader leire;
Og dog bar Marken en Høst af Seire.
Til Middelhavet og Bosporus
De straalede hen som Nordlysblus;
Og nævned man Cimbrer og Teutoner,
Det lød som en Storm fra Zemblas Zoner.
Da skjalv den mægtige Keiserørn,
Da taug af Angest de spæde Børn.
Men Danmark ligned et Fredens Billed;
I Fjordens Bølger Fiskene spilled;
Paa Marken guulnedes Kornet længst;
De smukke Søstre til Horst og Hengst
Bandt Neg og vaskede Tøi ved Stranden.
Saa strøge de Lokken fra Jomfrupanden,
Og paa den fremmede Høvding saae,
Med Hænder smaae over Øine blaae;
Paa grønne Høie Gangerne græssed;
Hist kneiste Fiskerens Huus paa Næsset;
Bag Pilen og bag den lyse Bøg
Sig herved den lette Arnerøg,
Mens Ilden i blanke Kjedler lued.
Fra Snekken den herlige Yngling skued.
En gammel Qvinde, heel krum og tør,
Tilnikked ham mildt fra Hyttens Dør.
Men tys, da lød der en Larm fra Landet;
Hvor Skoven dypped sit Løv i Vandet,
Skarlagenskapper og Hjelme laae
Blandt Skarentyder og Klokker blaae.
De jydske Svende sig monne bade.
En lod sig drive paa Vandels Flade;
Men tæt ved Skibet sig dukked op
En kraftig Mand med en Heltekrop.
Langt svømmede Haaret fra hans Nakke,
Saa guult som Halmen i Bondens Stakke.
„Kom, unge Skipper! hvis du har Mod,
Kom, spring herud i den salte Flod!
Og monne du ud fra Norrig gange,
En Lax er vel ikke for Søvand bange!”
Den unge Nordmand paa Dækket lo
Og kasted sig ud med Hjelm og Sko,
Saa Kredse skreves i Fjordens Strømme.
„Paa Gjerning skal man sin Mand først dømme!”
Saa løde hans Ord. Men Musklen steg,
Som efterligned den Bølgens Leg.
De strakte sig ud, saa lange de vare,
Som Frøerne, naar i Kilder klare,
De flygte bange for Storkens Næb.
„Stræb! raabte Flokken paa Bredden, stræb!
Lad ei den fremmede Nordmand vinde!”
Dog Side om Side svam de Tvende.
Da mæled den stærke, jydske Helt:
„Jeg fandt ei din Lige ved Hav og Belt.
Men Hedin svared: „Den skal ei skjælve
For Aaer, som stred mod Klippeelve;
Dog stedse tyktes den Leg mig Tant,
Hvor Ingen tabte og Ingen vandt.”
Saa vilde han vende til sin Snekke.
„Nei, mælede Kæmpen, bliv, du Kjække!
Den stolte Tone ei passer godt
For den, som taler med Danmarks Drot:
Kong Hogne man mig i Norden nævner!”
„Pas paa, at du ei af Hovmod rævner!
Gjensvared Hedin, bag Sivet grøn.
Troer du, at jeg er en Trællesøn!
Kong Hjarand hedder Fa’ermin i Norge;
Fra ham jeg kunde et Navn mig borge;
Dog veed jeg et Træ, som hænger fuld
Af Kroner, drevne i røden Guld;
Dem vil jeg plukke mig ned med Sværdet;
Gjør Fødslen Navnet, gjør Daad vel Værdet.”
Da lo Kong Hogne, og raabte: „Vel
Man hører, du kom fra Norges Fjeld,
Kraft maa der være i eders Ammer!
Men hvorfor vil du nu strax i Klammer!
Naar Panden kløer paa den unge Gjed,
Den bøier til Stød sit Hoved ned
Som Hornet pryder den unge Væder,
Dig Overmodet ei ilde klæder;
Og skjøndt du halvt kun er Mand mod mig,
Med Vennenavnet jeg hilser dig.
Om Aldren seer man paa Gangrens Tænder;
Men Helten man paa hans Aasyn kjender.
Hvad gjør til Sagen af Aar en Flok!
Til evig Hæder en Stund er nok.
Bedriften er ei en Olding gammel,
Den springer som Helt fra Barnets Skammel,
Og tumler sig let som en Fisk i Vand;
Med Hov’det ryster den gamle Mand;
Som Hønen, der ei tør Ællingen følge,
Han tripper ræd omkring Farens Bølge.
Jeg selv, o Yngling, ei meer er ung!
Dog end mig trykker ei Tiden tung.
Min Middag nyde jeg vil for Aften;
Endnu ei svigter i Armen Kraften!
Og hvis du tvivler, da kom kun her:
En Kreds jeg skriver med dette Sværd,
Og kanst du tvinge mig over Stregen,
Du bærer Prisen i Heltelegen.”
Saa grebe de Tvende alvorlig fat,
Ung Hedin tabte sin Kobberhat.
De stødte sammen som Skyer i Torden,
De løfted hinandens Been fra Jorden;
Men Hedin trængtes til Stregen alt,
Og Kæmperne loe, saa Skoven gjaldt.
Da vendte Ynglingen sig behende,
Saa Drotten snublede overende.
„Ha, mælede Hedin, størst er din Kraft!”
„Men smidigst er du, qvad Hogne, skabt!
Saa vil vi nu prøve paa jydske Heste,
Om du eller jeg er i Ridt den Bedste;
Du svinger dig hist paa den Hvide op,
Jeg sidder paa Vrinsken alt med et Hop.
Hallo! saa fare vi over Sletten;
Vort Maal er Busken ved Mosepletten!”
„Nu, svared den stolte Nordmand, vel!
Min Norbak red jeg paa høien Fjeld;
Hvert Hop af din Ganger for den var tyve;
Men norske Fugle kan ogsaa flyve!”
Saa joge de hen over Stub og Høi,
Som Mankerne, Haaret fra Nakken fløi.
I Spidsen var Hedin heel uforfærdet,
Han satte lukt over Grøft og Gjerdet;
Men Gangeren styrted, saa Gjorden brast,
Og Hedin over dens Hals fik Hast.
„Nei!, raabte Kong Hogne langt tilbage —
Til slig en Vovehals er ei Mage!
Min dygtigste Ganger mig sprængte du.
Kom, reis dig, hvis du er heel endnu,
Og tag dig en dygtig Slurk af Mjøden. —
Vi ere nu Venner i Liv og Døden!
Ja, vær velkommen, du Ungersvend,
Paa danske Sletter blandt danske Mænd.
Fostbrodre ville vi ærligt være!
Den herlige Jord har nok af Ære!” —
„Ja, svarede Kæmpen fra Norges Fos,
Den ville vi dele mellem os!”
Saa taled de Helte i Skoven der.
Som Granen kneiser blandt Slettens Træer,
Sig hævede Hedin rank paa Stranden;
Skjøndt Munden smiled, dog trued Panden;
De dunkle Lokker, som flagred let,
Paa Farven minded om Japhets Æt.
Bag Øret strøg han dem hen med Haanden.
Men som en Harpe var Helteaanden,
Naar Anelsen, liig en Faraarsvind,
Af Vinduet suser i Strængen ind.
Dog snarlig vækkes, naar Timen kommer,
De dybe Toner af deres Slummer;
De bruse hen som en Storm paa Sø,
Til Strængene briste og Tonerne dø.
Kong Hogne var halvt et Hoved mindre;
Dog monne det lidt i Kamp ham hindre.
Om ikke saa høi, dog mere drøi,
Han stod vel fast, der hvor Hedin fløi.
Hans Kind var solbrændt og Skjæget mægtigt,
Hans Tale lød, som hans Haandslag, vægtigt.
Uroligt tumled han Livet hen,
Som Fjende grum, men en trofast Ven.
Saa ginge de hen i Morgenguldet,
Og løsned med deres Sværd fra Muldet,
Tre Favne vel langt, et Græstørvbaand.
Det spiled de op med Pilevaand,
Og stænkede deres Blod paa Jorden.
(Saa var det Skik i det gamle Norden,
Naar Kæmper svore hinanden Tro.)
Der fulgte hinandens Spor de To,
Foruden Hjelme i Morgenrøden,
Til Tegn paa Følgeskab, selv i Døden.
De vendte Øiet mod Øst og svor
Hinanden Venskab ved Tyr og Thor.
Men pludseligt hylledes Alt i Skygge;
En Uveirsbyge af Skyer tykke
Hen over den høstlige Himmel drog.
I Heltenes Aasyn Haglen slog;
De tunge Draaber paa Skræppen pladsked,
Og sporløst Blodet af Muldet vasked.
Blandt Stammerne susede Vindens Kast,
Saa Grønsværbaandet faldt ned og brast.
Snart straaled dog atter Solens Kugle,
Og glade qvidrede Skovens Fugle.