O store, evige Natur,
O lad mig ei i Savn forgaae!
Opluk, opluk mit Fangebuur,
Lad mod Din Sol mig Vingen slaae!
Du er saa riig, du er saa skjøn,
Guldfloder strømme ved Din Fod.
O lad mig ei forgaae i Løn
Midt i Din rige Overflod!
Selv har Du buden mig til Gjæst:
Og, mægtigt af Din Skjønhed rørt,
Med Sang jeg hilset har Din Fest;
Min glade Jubel har Du hørt.
Af Dig jeg Digterilden fik.
Beruset af Din Harmoni,
Jeg mægter ei med Kræmmerblik
At gaae Din Skjønhed kold forbi.
Et Blad, som svømmer paa en Bæk,
En Blomst, et Siv, et lille Straa
For mig er underfulde Træk,
Som gjør, at jeg maa stille staae.
Endnu har jeg ei Sangen glemt,
Den lyder kun, Natur, om Dig.
O Moder, har Du ikke gjemt
En Plads ved Livets Fest for mig?