En Tyran, forfærdelig og grum,
Lod et kunstigt Marterkammer bygge;
Skjult han kunde paa en Fjeder trykke,
Da blev Fængslet mindre, af dets Rum,
Af dets Muur forsvandt hver Nat et Stykke.
Prægtigt han det Fængsel smykke lod,
Som et Glædestempel var dets Indre.
Ak, men Rædsel isned Fangens Blod:
Hvælvingen sig sænked Fod for Fod,
Med hver Nat blev Rummet stedse mindre.
Med hver Nat et Vindue svandt derpaa,
Et nu, et igjen — og saa det sidste
Med det sidste Glimt af Himlens Blaae;
Og den sørgelige Martervraa
Lukked sig — og blev den Kvaltes Kiste.
Er vort Liv et saadant Fængsel her?
Svar mig Du, som, hærdet i dets Jammer,
Haant Din glade Ungdomsdrøm beleer,
Er vort Liv ikkun et Marterkammer,
Som forkrøbler Sjælen meer og meer?
Føres vi som til en Fest derind,
For at føle Tiden langsomt kvæle
Hvert begejstret Forsat i vort Sind?
Skrumpes Sjælen som vort Legem ind?
Er en Kiste Enden paa det Hele?
Rædselsfulde Tanke! Er det saa?
Er det dette, Du Erfaring kalder,
Denne Viisdom, som Du putter paa,
Mens Du praler af Din modne Alder,
Er det denne Viisdom, jeg skal naae?
Ogsaa Du har elsket, sværmet, drømt,
Ogsaa Du gik som en Helt i Slaget;
Træt af Striden staaer Du nu, bedaget,
Som en Krøbling ud af Kampen rømt,
Uden Rødmen over Nederlaget.
Sværmer, kalder Du mig, Sværmer, Drømmer!
Alt det Herlige, hvorpaa jeg troer,
Dyd og Kjærlighed er tomme Ord!
Som en Pebling, mener Du, jeg dømmer,
Seer for Blomster ei den sorte Jord.
Ak, jeg veed det! Trindt paa Torv og Sti
Prækes daglig denne visne Lære,
Og hver aandig Krøbling stemmer i:
„Kun en Drøm er Livets Poesi,
Kun en Sværmerdrøm og intet Mere!”
Nei, o nei, trods Tidens tunge Aag,
Trods den Modgang, som jeg selv har prøvet,
Bedre Lære jeg af Livet drog!
For hver Sorg, som mig til Jorden slog,
Voxede min Udsigt her i Støvet.
Lad kun Lykken tage Rejsepas,
Lad kun Tiden kræve Sit herneden!
Smertesfængslet med den snevre Plads
Voxe skal dog til et Storpalads,
Der sig taber ud i Evigheden!