En Spurveunge, en nøgen Een,
Med store Øjne og lange Ben,
Faldt ned fra Taget. Den lille Dreng
Af Uld den redte saa blød en Seng;
Han madede den med Gryn paa Tungen,
Og større og større blev Spurveungen.
Og da den saa fik Fjer paa sin Krop,
Da bygged den ude i Træets Top.
Den frygtede ikke sin lille Ven,
Men flagrede kjærlig til ham hen.
Hver Aften, naar han kom hjem fra Skolen,
Den qviddred sin Tak til ham i Solen.