Hvor herligt dog at vandre
I Guds Natur!
Der sidde nu de Andre
Bag Stadens Muur!
De kives og de valse
I Suus og Duus,
Chapeauerne med Halse
I Kræmmerhuus.
Saa skal der da spadseres
Af Porten ud:
Af Solen slemt generes
Den hvide Hud,
Og Støvlen grusomt klemmer;
O vee! o vee!
Ved al den Stads sig skæmmer
Det grønne Træ.
Men her er Alt saa herligt,
Saa stort og frit!
Her leger Blomsten kjærligt
Paa Gjærdet: Tit.
See disse Rosenblade
I kniplet Grønt!
Mon nogen Kræmmers Lade
Har Stof saa skjønt?
Her kurre Turtelduer
I Skovens Hal!
Her flagre gyldne Fluer
I Tusindtal!
Her staaer man ei i Klemme
Af Loft og Muur!
Her kan jeg høit istemme
Din Priis, Natur!
See dog, hvor mild den dækker
Sit rige Bord:
Hist svømmer Brasen lækker;
Her Brødet groer!
I Pigens Spand er Fløden;
Her Jordbær staaer;
Og hist, i Aftenrøden,
En Vildbrad gaaer!
Hvad bryder mig, om Kinden
Faaer bruun Couleur!
Min Vifte det er Vinden
Og min Friseur.
Hvad bryder mig, om Kjolen
Er slidt og vendt,
Naar Blomsten kun og Solen
Er’ den bekjendt!
Her kan jeg stille gruble
Ved Kildens Rand;
Og hoppe, lee og juble
Saa høit, jeg kan!
Ja, som et Barn, mig glæde
I Mark og Skov,
Foruden først at bede
Hver Nar Forlov!