Til Otto Haslunds Billeder af Hestens Liv(I «Ude og Hjemme» Januar 1879)Gav Du paa Livet Agtej blot i Selskabssale,kan i sin simple Dragtdet til dit Hjerte tale,da giv Dig Tid og sei Ro paa dette Billed. —Spørg ej om dets Idé:«Hvad Kunstneren har villet?»Ak! Verden er saa klog,den kritisk Alt vil fatte,selv Hjertets stille Sprogog Aandens bedste Skatte.Nej, giv Dig ærlig hen,og husk: Jo mér Du yder,jo mér faar Du igjen.— Det gjælder Alt, vi nyder!Til fulde Aandedragbehøves sunde Lunger.Vor Mad har ingen Smag,naar vi har ingen Hunger.Hvad her et dybt Gemytmed Mesterhaand har givet,det er slet intet Nyt,kun lidt fra Dyrelivet.Betragt hvert enkelt Feltsom Akt af en Tragedie.— Hvem der er Stykkets Helt,det ser Du i den tredie.— Men hvorfor have Hast!tidsnok tilsidst at gyse,— et flygtigt Øjekast —saa nyde vi det Lyse:Ja her er Solskinsglansi denne første Scene!Man hører Myggens Dansog Sang fra grønne Grene.Et Føl er kommen nysmed Moderen fra Engenog faar et Velkomstkysaf Vennen: Bondedrengen.Han kan det næppe naa —det vender sig en Smule,mens Hoppen hviler paadets Ryg sin bløde Mule.Se, hvor han staar paa Taafor ret for det at kjæle!— Sligt kan hvert Barn forstaaog alle gode Sjæle.— Men snart faar Føllet Sko,og Hesten den maa slide,og der er dem, som tro,den skabtes for at lide.I Møllen gaar den rundt,og Bidslet skjærer Munden,— bestandig rundt og rundt —naar kommer Hvilestunden?Den kommer, ganske vist!Dø skal jo selv de Bedste.Men Døden er saa trist,saa haabløs sort for Heste.Vi Andre har et Maal,en Trøst, et Haab i Nøden,og selv fra Martyrbaalhar Øjne lyst i Døden.Men hvad har Hesten vel?Den kan ej tro og haabe.Man slider den ihjel —til hvem skal den vel raabe?Det synes mig lidt haardt,det ryster mig en Smule,at se den kjøres bortsom Aadsel til en Kule.Det er et Sørgespil,opført saa langt tilbage,som Skabningen var til,fra Verdens første Dage.Mon det skal føres optil Verdens sidste Tider,indtil der siges Stopog Ingen mere lider?