Jeg Baaden har paa Land nu sat
Og standset Aarens Slag.
Endnu et Blik, saa er det Nat,
Saa svandt igjen en Dag.
Ved Broens Rækværk staaer jeg her;
Ei skummer Bølgen op;
Den stille Aftenstjerne leer
Ned over Bøgens Top.
I Vest en deilig gylden Rand
Af Qvælden sees endnu;
Den mindste Myg med Vingen kan
Slaae Søens Speil itu.
Naturen dog med konstrig Haand
Det samler strax igjen;
Tusmørkets løndomsfulde Aand
Gaaer over Verden hen.
Fjernt pipper end en liden Fugl
Paa Søens anden Kyst;
Nu svandt den dybt i Skovens Skjul,
Og nu er alt saa tyst.
Imellem Lys og Mørke staaer
Min Sjæl saa veemodsfulv;
Dens Isse over Stjernen naaer,
Dens Fod i Gravens Muld.
Det er som Død og Evighed
Vil fordre deres Krav;
Halvt drages jeg mod Mulmet ned
Og halvt mod Lysets Hav.
Mit Væsen føler med et Gys
Sin dobbelte Natur,
Og drikker glad det sivste Lys
Fra Himmelens Azur.
Det sidste Omrids som det seer,
Den sidste Livets Lyd
I sagte Suus af Busk og Træer
Det hænger ved med Fryd.
Jeg elsker Livets Farvespil,
Jeg er ei Mørkets Ven;
Det er som Intet meer var til,
Og jeg stod kun igjen.
Ved Lysets Smiil jeg dvæle maa;
Jeg suger Mod deraf,
Som svævede min Sjæl derpaa
I Intets store Grav.