Renset er Luften. Naturen som gjenfødt sig fryder,
Tordenen flyer;
Prægtig i Guldglands den straalende Sol gjennembryder
Splittede Skyer.
Endnu Velsignelsen strømmer fra graalige Skyer
Hisset i Øst;
Gaardhanen galer, fra Byer til fjernere Byer
Svares dens Røst.
Men fra den deilige Nimbus i Syden sig svinger
Solenglen mild,
Aanden er Foraarets duftende Vind, og dens Vinger
Flammende Ild.
Der, hvor i Søens Krystal de romantiske Kyster
Speile sig smukt,
Qvidrende Fuglen de vædede Svingfjedre ryster
Atter til Flugt.
Og gjennem dunkle Aleer og skyggende Lunde,
Aandende Duft
Vandrer jeg ene, ombølget af Nordhimlens sunde.
Herlige Luft.
Tørstig min Læbe den drikker; hver Nerve forfrisker
Kjøligt dens Bad.
Hør, hvor de spøgende Vinde om Kjærlighed hvisker
Bag hvert et Blad!
See, hvor en Krands af Regnens Juveler omslynger
Liliens Knop!
Høit i den rensede, lyseblaa Æther sig gynger
Sølvpilens Top.
Gjennem den bølgende Rug over Rapsmarker gule
Dandser en Hind;
Skovmusen selv for sin lille mosdækkede Hule
Soler sit Skind.
Der hvor i Bølgen de tindrende Guldstraaler spille,
Roer jeg fra Land
Sagte i Baaden, blandt Søliljer ud paa det stille
Speilklare Vand.
Mellem to Himle jeg glider; forneden og oven
Seer jeg det Blaa;
Baaden hensvømmer som Skyen, imens jeg paa Voven
Drømmer derpaa.
Hisset sig haver en Halvkreds af mægtige Graner
Høit imod Sky;
Her perspektivisk bag Skoven sig Udsigten danner
Fjernt til en By.
Hil Dig, Du yndige Sø og Du lyseblaa Himmel,
Græsgrønne Jord!
Verden, hvor er Du med al Din utallige Vrimmel
Herlig og stor!
Skjønne Natur! maa jeg raabe, og Echo mig svarer:
Skjønne Natur!
Henover Søen til fjernere Skove det farer:
Skjønne Natur!
Saa skal det svinde hvert Kummerens Uveir, som truer
Skummelt mit Fjed;
Lutret engang for det Støv, som mig fængsler, jeg skuer,
Herre, Din Fred!
Skjælvende jeg Dig tilbad, da Du nys i Din Vælde
Hæved Din Røst,
Nu, som det gladeste Barn, maa jeg jublende helde
Mig til Dit Bryst!