Renset er Luften. Naturen som gjenfødt sig fryder,
Tordenen flyer;
Prægtigt i Guldglands den straalende Sol gjennembryder
Splittede Skyer.
Og gjennem dunkle Alleer og skyggende Lunde,
Aandende Duft,
Vandrer jeg ene, ombølget af Nordhimlens sunde,
Herlige Luft.
Tørstig min Læbe den drikker, hver Nerve forfrisker
Kjøligt dens Bad.
Hør, hvor de spøgende Vinde om Kjærlighed hvisker
Bag hvert et Blad.
See, hyor en Krands af Regnens Juveler omslynger
Lilliens Knop;
Høit i den rensede, lyseblaa Æther sig gynger
Sølvpilens Top.
Gjennem den bølgende Rug, over Rapsmarker gule
Dandser en Hind;
Skovmusen foran sin lille mosdækkede Hule
Soler sit Skind.
Der hvor i Bølgen de tindrende Solstraaler spille,
Roer jeg fra Land
Sagte i Baaden, blandt Aakander, ud paa det stille,
Speilklare Vand.
Mellem to Himle jeg glider; forneden og oven
Seer jeg det Blaa;
Baaden hensvømmer som Skyen, imens jeg paa Voven
Drømmer derpaa.
Hil Dig, Du yndige Sø og Du lyseblaa Himmel,
Græsgrønne Jord!
Verden, hvor er Du med al Din utallige Vrimmel
Herlig og stor!
Skjønne Natur! maa jeg raabe, og Echo mig svarer:
Skjønne Natur!
Henover Søen til fjernere Skove det farer:
Skjønne Natur!
Saa skal det svinde hvert Kummerens Uveir, som truer
Skummelt mit Fjed;
Luttret engang for det Støv, som mig fængsler, jeg skuer,
Herre, Din Fred!
Skjælvende jeg Dig tilbad, da Du nys i Din Vælde
Hæved Din Røst,
Nu, som det gladeste Barn, maa jeg jublende hælde
Mig til Dit Bryst!