Jeg Baaden har paa Land nu sat
Og standset Aarens Slag.
Endnu et Blik, og saa Godnat,
Du skjønne, lyse Dag!
I Vest en deilig gylden Rand
Af Kvælden sees endnu:
Den mindste Myg med Vingen kan
Slaa Søens Speil itu.
Fjernt pipper end en liden Fugl
Paa Søens anden Kyst,
Nu svandt den dybt i Skovens Skjul.
Og nu er alt saa tyst.
Imellem Lys og Mørke staaer
Min Sjæl saa veemodssuld;
Dens Isse over Stjernen naaer,
Dens Fod i Gravens Muld.
Det er som Død og Evighed
Vil fordre deres Krav,
Halvt drages jeg mod Mulmet ned.
Halvt op mod Lysets Hav.
Mit Væsen føler med et Gys
Sin dobbelte Natur,
Og drikker glad det sidste Lys
Fra Himmelens Azur.
Det sidste Omrids, som jeg seer,
Den sidste Livets Lyd
I sagte Suus af Busk og Træer
Jeg hænger ved med Fryd.
Jeg elsker Livets Farvespil,
Jeg er ei Mørkets Ven —
Det er som Intet meer var til.
Og jeg stod kun igjen!
Ved Lysets Smiil jeg dvæle maa,
Jeg suger Mod deraf,
Som svævede min Sjæl derpaa
I Intets store Grav.