„O, Menneske, hvor vil Du fly?”
Saa buldrede en Tordensky
Og trak sig om det høie Bjerg,
„Hvor vil Du henflye, Støvets Dværg?
Og meer og mere trak det op
Omkring den steile Klippetop,
Og alle Hjerter sukked: Nei,
For Himlens Lyn er Fristed ei!
Kun Een, kun Een ei Modet veg;
Ad Fjeldets Sti han rolig steg,
Imod den mørke Sky han gik
For den forbauste Mængdes Blik.
Trods Storm og Lyn steg Manden did;
Han vidste: Ro kun naaes ved Strid!
Tilsidst ved Maalet glad han stod
Med Jordens Uveir for sin Fod.
— Deroppe, over Skyen, laae
Den hele Himmel lys og blaa;
Og Bjerget løfted mildt sin Top
I evig Ro og Solglands op.
Da faldt han ydmygt ned paa Knæ
Og raabte: „Gud, hos Dig er Læ!
Hvo, som til Dig tør kraftigt ty,
Staaer hævet over Jordens Sky!”