Sæt Dig ned, min gamle Ven!
Ude suser høstlig Løvet.
Lad os sladre Aftnen hen.
Livets Alvor har vi prøvet,
den har modnet os til Mænd.
Hvil Dig her ved Arnens Ild.
Sé, hvor sælsomt Lys og Skygge
vexler i fantastisk Spil,
ret som Livets Sorg og Lykke,
før vor Grav man klapper til.
Tænd din Pibe — her er Blus.
Ude hist paa Himlen funkle
Jupiter og Sirius.
Her i Skumringen, den dunkle,
gjæstes vi af Fantasus.
Det er ham, som har os bragt
Evnen til med Mod at haabe.
Han har ikke tabt sin Magt.
Endnu tindrer i hans Kaabe
hele Stjernehimlens Pragt.
Hvorfor rynker Du dit Bryn?
Alt hvad herligt pryder Manden
Hjertets Ild, Geniets Lyn,
stammer ej blot fra Forstanden,
den har kun det halve Syn.
Lad ham med sin Tryllestav
mane frem fra svundne Dage
alt, hvad Livet tog og gav.
Lad os suge Mod deraf
til den Kamp, vi har tilbage.
Du som jeg endnu har Raad
til at lade Sjælens Strænge
zitre mellem Smil og Graad.
Lad det bølge, lad det krænge,
vi har Ballast i vor Baad.
Vi har elsket, ikke sandt?
Vore Drømme, var de Løgne?
Tabte mér vi, end vi vandt?
Pris for Sandhed — selv den nøgne,
selv naar vore Taarer randt.
Ej som i de unge Aar
gaar det rask nu op ad Bakke.
Vi har Ar af Livets Saar,
Ordner ja saagar paa Frakke,
ak, men begge hvide Haar.