Valhallabjerget hæved mørkt sin Top,
Et Jettehoved’ mellem Skyer sorte;
Det stirred livløst og forstenet op
Til Gudeborgen med de vide Porte.
Da bruste over Himmelen en Storm,
Saa alle Skyerne forandred Form;
De steg og sank og steg igjen med Vælde,
Som Jetter taarned Fjelde over Fjelde.
Nu frembrød Solen herlig i sin Glands
Af gyldne Straalers rige Nimbuskrands;
Nu svandt den atter som en Taagestjerne:
Det var en Drøm af Kæmpen Ymers Hjerne,
Et lunefuldt, et evigt rastløst Spil
Af Kræfter, som kun Kamp for Kampen vil;
Men med et Stød sig Stormen atter hæved,
Og Skyerne fra Fjeldets Isse svæved:
Der stod As-Loke, Løgnens blege Gud,
Med korslagt Favn og stirred eensomt ud
I Taagerne; men bittert lød hans Latter,
Hvergang et Skyslot sammenstyrted atter:
„Saa er den hele jammerlige Leg,
Tilværelsen! Ved Surturs Flammeskjæg,
Der er ei Maal og Hensigt med det Skabte!” —
Blandt Fjeldene den hule Røst sig tabte.
Men Taagerne fordeeltes paa det Blaa,
Mod Norden monne sig en Regnbu’ hvælve,
Og udbredt for hans Fødder Norrig laae,
I Solens Glands, med sine tusind Elve;
Hist hæved Dovres Isse sig besneet;
I Dalene laae muntre Torper spredt.
Fra Syd til Nord der lød en sælsom Summen:
Den kom fra Røraas, Nidaraas og Glommen;
Fra Granerne der lød et sagte Suus:
Det kom fra Trondhjem og fra Vardøhuus,
En Fløiten hørte han af Nattergalen:
Den kom dernede fjernt fra Valdersdalen.
Da klang et Skjoldegny mod Himlens Sal:
Det kom fra Lougens Bred i Guldbrandsdal —
Og Loke saae derned, der var en Færden:
En Kongesøn var nylig bragt til Verden.
Høit hævede ham Goden i sin Favn,
Og viede i alle Guders Navn
Den liden Gut til Hersker over Norge,
Mens Kæmper strømmed til fra alle Borge,
Fra Syd, fra Norden og fra Øst og Vest,
At feire liden Hedins Fødselsfest.
Lydt slog paa Skjolde alle Norrigs Bønder:
Hver Numedøl, hver Valdris og hver Trønder —
Men høit fra Bifrostbroens Bue saae
De rige Guder ned med Fryd derpaa.
„Jeg, raabte Odin, Gutten Snildhed skjænker!”
„Vel, mumled Loke, Snildhed føder Rænker!”
„Jeg, mæled Thor, ham giver Kraft og Mod!”
„Vel, mumled Loke, Mod gjør oprørt Blod! ”
„Jeg, smiled Freia, giver Elskovs-Varmen!”
„Vel, mumled Loke, den besnærer Barmen!”
„Jeg giver mandig Skjønhed, raabte Freir,
Hvad fattes da til Heltens Glands og Seir!” —
Men Loke lo og vendte sig mod Norden;
Da gik en mægtig Skygge over Jorden,
Det var, som Skyer dækked Solens Ild,
Men en Valkyrje var det, mørk og vild.
„Hvad vil du, raabte hun, du blege Loke?
Vilst du alt kalde mig til Ragnaroke?
Thi Ødelæggelse jeg har kun kjær:
I Verden ganger Sagnet om mit Sværd,
Min Tyrfing, der vil skue Blod som Vandet:
Jeg elsker Strid for Strid og ei for Andet!
Ved Aquæ Sextiæ der var jeg med,
Og stod i Trængslen ved Adiges Bred
Og skuede Teutonerhorder drage
Hen over Floden; Nogle monne age
I Stridens Vogne, væbnede med Sværd
Til begge Sider som uhyre Le’r;
Halvnøgne Andre sad paa vilde Heste;
Men frem i Tyrehuder løb de Fleste.
Vildt over sine Bredder Vandet steg
Ved Hærens Mængde; Romeren stod bleg.
Da lo jeg høit, til Angreb Sværdet lyned,
Og Støvsky’r dækked Himmelen for Synet.
Paa Sydens rige Sletter Kampen stod:
Nu voxer Vinen i de Faldnes Blod.
Rundt paa Heimskringla Kæmperne mig dyrke
Som Grumhed og den vilde Jettestyrke.
Her staaer jeg, Løgnens Fyrste, paa dit Bud
Hvi kalder du Thorgerda Hoøgabrud?”
„Nei, mæled Loke, dig kan jeg ei bruge!
Som Iglen vil jeg kun paa Livet suge.
Du stormer med din plumpe Hob for vild,
For kløgtløs mod det Maal, jeg stunder til!” —
Og atter hævede han mægtig Røsten
Og vendte sig mod Solopgang, mod Østen.
Og atter stod for ham i Lysets Glands
En Qvinde; men hun bar en Egekrands.
Skjøndt blodig, eied hun et Smiil om Munden,
Som Stjernens, naar den varsler Morgenstunden;
Om hendes Pande laa en Evighed.
Forvirret Loke slog sit Øie ned:
„Hvo er du, qvad de tre Uhyrers Fader;
Din stolte Ro, dit trygge Smiil jeg hader!” —
„Mig nævne Kæmper Skulda: Seirens Mø,
Gjensvared hun. Jeg lærer Manden døe
For Troskab, Dyd og Kjærlighed paa Jorden;
Jeg elsker Kampen som den lumre Torden,
Der renser Luften; men naar den er endt,
Da sidder jeg med Øiet stille vendt
Fra Slagets Mark imod Alfaders Himmel.
Kun Faa forstaae mig her i Verdens Vrimmel;
Men uden mig er Heltens Stræben tom!”
„Gak, raabte Loke; gak hvorfra du kom,
Naar jeg dig bruger, skal jeg nok dig hente!”
Saa talte han med haanligt Smiil og vendte
Sit rænkefulde Aasyn imod Syd.
Da raslede det med en sælsom Lyd,
Som naar man kaster Tærninger paa Skjolde,
Om hvo det meste Bytte flak beholde:
Og klædt i Guld fra Isse og til Fod
En høi Valkyrie for Loke stod;
Uroligt hendes vilde Øie rulled,
Som Gnierens, der graadig tæller Guldet.
Jetinden var det, hvorom Vola spaaer,
At hun skal herske, førend Jord forgaaer:
Den høie, den forfærdelige rige,
Af Tusinder tilbedede Guldvige,
Som førend Fimbul-Vinternattens Tid
Skal hidse Mennesket til Broderstrid
Og avle Mord og alle lumpne Laster,
Til Herjan Spydet ud i Verden kaster. —
„Hvad vil du, Loke? raabte hun, siig frem!
Vil du, at jeg skal friste? Hvor og Hvem?
Og flux dit Bud udretter jeg med Glæde!
Jeg kommer fra et Slag paa vilden Hede,
Hvor de Forfulgte saa’de røden Guld —
Det var mit Raad, jeg gav dem rænkefuld —
Forfølgerne ved Byttet gridske standsed,
Og Ven ei Ven, ei Frænde Frænde sandsed;
Om Guldet sloges de i blodig Tvist,
Og Rædsel snaty udbredtes ved min List.”
„Hil! raabte Loke, da heelt fro i Sinde,
Hil dig, forføreriske Jetteqvinde!
Jeg agter Guldets Magt langt meer end Staal;
Det blænder Øiet for hvert ædelt Maal;
En Gandalf boer deri fra Bjergets Indre,
Dens Røst er smigrende, dens Øine tindre;
Og deilig frister den. I gyldne Ringe
Den lader sig om Fingren smidig tvinge;
Men Staalets Vætte kneiser mørk og stiv
Som Sværdet; flux han viser Tand til Kiv,
Han farer altfor hidsigt op; at snige
Sig ind i Sjælen, veed han ei, Guldvige.
Dog noget smaalig tykkes mig din Hu
For dette Bryst, som jeg vil friste nu.
Den store Hob man kan med Guld besnære,
Men til hiin Gudeyndling maa der mere —
Og atter vendte han sit Blik mod Vest,
Mod Solnedgang. Da susede en Blæst,
Og fjerde Gang sig nærmede en Qvinde.
Med skummel Glæde han betragted hende.
„Ja, raabte han, ja Gøndul, det er dig!
Du Mægtige, med Blikket fuldt af Svig!
Ved Tørsten efter jordisk Glands og Hæder,
Du Stridens Børn i Undergangen leder,
Og aldrig faaer den vilde Higen nok.
Naar Thorgerd raser med sin plumpe Flok,
Og naar Guldvige lokker nidske Daarer,
Naar Skulda ofres mindre Blod end Taarer,
Du søger dig de bedste Helte ud,
Og jager dem som gyldne Stjerneskud
I Undergangens Nat i Nastronsqvalen!
Ha, hører du ei Skjoldene i Dalen!
Og skuer du ved Guldbrandsdalens Lund,
Der hviler Barnet i sit søde Blund. —
Ja, Gøndul, mægtig Fryd din Barm udvider!
Siig mig, hvad seer du i fremfarne Tider?”
Hun taug og lagde Fingren paa sin Mund.