Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Hvor blandt Norges Klippemasser

Nu det muntre Saugeværk gaaer,

Mens paa skovrige Terrasser

Hyrden med sit Krumhorn passer

Gjeden og de uldne Faar;

Hvor den norske Gut mon vente,

Under fjerne Klokkers Klang,

Dalens milde, blonde Jente,

Naar hun gaaer sin Kirkegang, —

Vandrede i Oldtids Dage

Mellem Granerne i Løn

(Hvisked mig en gammel Sage)

Hedin, Konning Hjarands Søn.

Sytten Gange flagred Svalen

Bort i Høst fra Guldbrandsdalen,

Sytten Vintre skifted Fjer

Rypperne paa Norges Skjær,

Sytten Gange Fyrrens Naale

Brunedes i Solens Straale

Fra den Stund, da Hedin laa

Som et lidet Barn i Svøbet,

Og ved Vuggen Fylgjen saae,

Hvad for ham i Verdensløbet

Skjæbnens Døtre monne spaae.

Over Nordens kolde Strande

Vifted Vaarens Vind paany,

Mildt den kyssed hver en Sky

Bort fra Himlens mørke Pande,

Sneen smelted, Droslen sang,

Birkens grønne Lokker hang

Ud med Susen over Vældet.

Paa Sandalen op ad Fjeldet

Kongesønnen dristig sprang;

Let og fri i Jægerdragten,

Som den norske Fjeldluft sund,

Gik det over Afgrundstragten

Hop i Hop, mens Dødsforagten

Sorgløs leged om hans Mund.

Friskere at see var Kinden,

Farvet rød af Vestenvinden,

End en høstlig Gravensteen,

Naar den modnes paa sin Green.

Kruset hæved sig i Dalen

Røgen blaa fra Kongesalen,

Men den lokkede ham ei.

Langs med Elven gik hans Vei,

Hvor den klare Bølge rulled,

Dandsende med Smilehullet

I sin bløde, runde Kind.

Nyppen og den vilde Glente,

Ulven i sit stride Skind

Godt den unge Jæger kjendte.

Hvor ved Klippespaltens Bro

Granen breder sine Grene,

Mens dens Rod om nøgne Stene

Klemmer som en Rovfuglklo;

Der hvor hungrig Væslen drikker

Blommen ud af Ørnens Æg,

Og en eensom Tidsel nikker

Fra den bratte Fjeldevæg;

Paa de ubesøgte Steder,

Hvor kun Gjeden Græs opleder,

Flakkede han dristig om,

Til han i den tause, tykke,

Dunkle, ramme Granskovskygge

Paa en skaldet Fjeldpynt kom.

Undrende han stod derinde;

Thi paa Brinken sad en Qvinde,

Stolt, jomfruelig og høi;

Som naar Valens Ravne svinger

Over Snee de sorte Vinger,

Lokkerne om Halsen fløi;

Skjællet skinned hendes Pantser,

Som naar Fisk i Solen dandser,

Og med et hovmodigt Smiil

Monne Jomfrulæben true,

Som naar sigtende en Piil

Ligger paa en Jægerbue.

Lænet til sit Skjold hun sad

Paa den nøgne Brink og qvad:

„Søn af Hjarand, undres ikke!

See: som Skyen over dig

Flyve Livets Øieblikke.

Golna kan du nævne mig;

I dit Øie staaer der skrevet

Heltemod og lys Forstand;

Siig hvad Daad har du bedrevet,

Nævn mig, Yngling, hvad du kan.

Aldrig drages mig i Minde,

At jeg har dig skuet før;

Du er ingen jordisk Qvinde,

Du er en af Odins Mø’r.

Som en liden Bifrostbue,

Med de høie Guders Hær,

Er dit hvalte Bryn at skue,

Naar du op mod Solen seer.

Yngling, kort er Livets Alder,

Spild ei Tiden, frit mig ei;

Hvirvlet hen paa støvet Vei,

Frodigst Løv i Høsten falder;

Siig hvad virked du og stred?

See, hvor flittig Myren stræber,

Skjøndt dens hele Herlighed

Pustes bort af mine Læber.

Golna, hvorfor spørger du?

Sælsomt griber mig din Tale;

Sorgløst tumled jeg til nu

Her i mine Fædredale.

Bristet er min Moders Blik,

I sin Hal Kong Hjarand sørger,

Ingen efter Hedin spørger,

Fjeldets Kilde er hans Drik.

Barn i Sind og Mand i Kræfter!

Kan du ikke mig forstaae?

See, hvert Græsstraa higer efter

Lysets store Væld at naae.

Er det ei, som Blomsten gjerne,

Med sin runde Bladekreds,

Vilde suge fra det Fjerne

Billedet af Himlens Stjerne?

Er kun du saa let tilfreds?

Bedre, Qvinde, maa du raabe.

Vil du døve Fossens Larm;

See, der stænkede en Draabe

Op fra Vældet paa din Barm!

Stillere er hisset nede,

Hvor det røde Jordbær gro’r.

Vil du vide Gotna, hvor

Vagtelkongen har sin Rede?

Vagtlen næbbes med sin Viv,

Fattigt kun med Mod begavet;

Friskere er Ørnens Liv,

Naar den kredser over Havet;

Fuglene til Busken tye,

Naar i Vindens vide Riger

Styrter som et Lyn fra Sky

Luftens fjerbedækte Kriger.

Med mit sikre Pileskud

Kan jeg stække Ørnens Vinger.

Sku fra Fjeldepynten ud,

Hvor jeg peger med min Finger:

Tøiret der min Norbak staaer,

Ei af Sadlen den mig vipper;

Thi i Lethed overgaaer

Ingen mig blandt disse Klipper.

Let er ogsaa denne Fjer,

Som mit Aandedrag bortvifter.

Sikkert dyben Afgrund nær

Liden Norbak Foden skifter.

Den er kun en Grævling mod

Gangeren, der spidser Ører,

Naar den Stridstrompeten hører;

Siig, hvor prøved du dit Mod?

Engang kom en Ulv fra Skov,

Luskende til Faarehjorden.

Listig lod jeg som jeg sov,

Med mit Ansigt plat paa Jorden.

Ulven nærmede sig tryg;

Som et Lyn jeg Poten fatter,

Springer op, og paa min Ryg

Bar den hjem, til Kæmpers Latter.

Ulven jage, Ræven myrde,

Stjæle Fugleæg i Løn,

Er Bedrift for Dalens Hyrde,

Ikke for en Kongesøn;

Helte sig om ham skal trænge,

Som i Essen du har seet

Haarde Hammerskjæl sig hænge

Ved den trækkende Magnet.

Ha, ved Tyr! nu seer mit Øie

Først, at jeg er bleven stor;

Snæver er min, Elsdyrstrøie,

Og for trang er mig min Gjord

Matte blegne mine Minder

For din underfulde Røst,

Som naar Morgentaagen stunder

For den klare Dag i Øst.

Seer du, Elven kan ei stande,

Frem mod Havet gaaer dens Hu;

Er de døde, kolde Vande,

Yngling, flottere end du?

Alt i Klippevuggen kræver

Frihed, Frihed den og Rum;

Om den Kjækkes Hoved hæver

Seiersbuen sig af Skum.

Elvens Løb jeg fulgte gjerne,

Ofte jeg i Granen hang,

For at skue i det fjerne,

Ubekjendte Blaa dens Gang.

Bølge saae jeg Bølge rulle

Klippe op og Klippe ned,

Og det var mig som jeg skulde

Kaste mig i Strømmen ned.

Stor er Verden: Maagen svinger

Vidt sig over Hav og Fjeld,

Men dog aldrig naae dens Vinger

Ud til Jordens Grændseskjæl;

Dybe Have, vide Sletter

Seer den vexle for sin Fod;

Men til trende Sider fletter

Agdrasil sin Kæmperod.

O bliv ved, bliv ved din Tale!

Det, jeg veed og kjender, Alt

Ammen i de dunkle Sale

Har mig som et Barn fortalt.

Saae du Elivagur true,

Stod du der, hvor Mimer boer?

Lær mig, hvad der er at skue

Paa den underlige Jord.

Nu, saa hør min Sang om Livet!

Hidtil var det dig en Leg:

Kaad som Bølgen, svag som Sivet,

Kun din Tanke steg og veg.

Hensigtsløshed snart maa trætte;

Noget maa der stræbes til;

Daarer kun for Intet sætte

Livet paa et Terningspil.

Har du aldrig bort om Æren?

Som en deilig Mø hun leer,

Hvor med haarde Arme Hæren

Blodig favner Fjendehær;

Paa den skarpe Spids af Landsen

Springer hendes Rose ud.

Pluk den, og med Hæderskrandsen

Kalder Verden dig en Gud!

Ha, jeg seer det, naar du drager

Fra det stolte Hærverk hjem,

Helte bølge som en Ager,

Bære dig paa Skjolde frem,

Gubben trykker dine Hænder,

Milde Mødre til dig lee,

Og mod dit Triumphtog vender

Møen sig og jubler: see!

Hedin, dine Kinder flamme!

Jeg forstaaer dit Øies Glands!

Seer du hist, hvor Egens Stamme

Kneiser frem af Skovens Krands?

Gribben speider fra dens Skygge

Hungrig efter Dalens Lam;

Saa skal Seirens Stormfugl bygge

Reden i din Hjelmekam.

Og han skued hen mod Skoven,

Mod den stærke Klippe-Eg.

Hør: da brused det foroven,

Som om Nordenvinden steg. —

Sporløs Qvinden var forsvunden.

Eensom Hedin stod i Lunden,

Men en sneehvid Svane saae

Han mod Skyen Vingen slaae.

Golna! raabte han med Vælde,

Golna! gjentog alle Fjelde,

Golna! raabte han igjen, —

Fjeldets Eccho døde hen.

Underligt i Drømme lulled,

Ved den dybe Kløft han stod.

Hundred Favne for hans Fod

Stenen ned i Dalen rulled —

Tys, nu styrted atter een —

Hedin, aned du, den Steen,

Som med Gny i Dybet trilled,

Var din egen Skjæbnes Billed!