En Hytte kneiste paa den vilde Sti;
En fattig Hyrde levede deri.
Da kom en Rytter fjernt fra Stadens Vrimmel,
Han tumlede sin stadselige Skimmel
Og raabte: „Nei hvor er Din Hytte lav
Og smagløs!” „Herre, ak den gav —
Mig trofast dog et Læ for Vinterstormen”.
„Men den er skjev, brøstfældig, plump i Formen,”
Saa vedblev Dadleren, „et usselt Skuur!
See, med et Spark jeg styrte kan dens Muur,
Og, naar jeg hæver blot min Pidsk, med Slaget
Af Skaftet spredes strax som Avner Taget!”
Saa foer han løs til Muren sank i Gruus.
„Ak”, raabte Hyrden, „Herre, dette Huus
Har givet Ly til mig og mine Fædre,
Nu vil I vist opbygge mig et bedre,
Der kan beskytte mig for Veirets Suus”?
„Ei hvilken Snak”! gjensvared fornemt Manden,
„Du selv min Ven, maa bygge Dig en anden,
En bedre Hytte; denne dued ei.
Farvel!” og dermed traved han sin Vei. —
Der stod da Hyrden uden Ly og Skygge,
Og sandede, hvad hver Erfaren veed:
At Faa i Verden vide at opbygge,
Men hver en indbildsk Nar kan rive ned.