Det er mig engang for Sandhed sagt,
At mellem Kirkerne findes
En brøstfældig En, jeg veed ei hvor,
Dens Navn kan ei heller jeg mindes.
Den Kirke skal eie et Orgelværk,
Hvorpaa man ei vover at spille;
Thi hvergang Hymnen bruser derfra,
Da bæver den ormstukne Pille.
Da vakler Bygningen i sin Grund,
Da sittrer den høie Halle,
Som Hvælvingen skulde sprænges derved
Og Kirketaarnet nedfalde.
Man tør ikke spille det Orgel fuldt;
Dog Orgelet bærer ei Skylden,
Men Kirken, som er for svag og trang,
Som rummer ei Tonefylden.
Man tør ikke spille det Orgel fuldt,
Men maa efter Kirken sig læmpe,
For ei at nedryste det vaklende Taarn
Maa Tonernes Fylde man dæmpe.
O Du, som dadled mig tidt, fordi
Jeg med min Følelse leger,
Fordi jeg skjuler bag lystig Spøg
Hvad dybt mit Indre bevæger —
O milde, fagre Veninde! viid,
Som Orgelet saa er mit Hjerte:
Det har et Omfang fra høieste Fryd
Og til den dybeste Smerte.
Naar Tonerne vækkes, som slumre deri,
Jeg føler mig mægtigt rystet,
Hvis Orglet derinde jeg spillede fuldt,
Jeg troer, det sprængte mig Brystet.