Ved en Vens Afrejse til Udlandet
1872
1872
At udbringe Skaaler er ej mit Fag,
jeg kryber før under Bordet.
Men i Aften — det er en anden Sag —
Mine Herrer, jeg beder om Ordet!
Jeg er nok den Ældste i denne Kreds;
Endnu har jeg ingen Maane —
men jeg nærmer mig stærkt den tredie Snes,
mit Haar begynder at graane.
Hvad jeg siger her, er ej sagt i Rus!
Vel er jeg en Smule Sanger,
men, De veed det: i et Forbedringshus
jeg færdes daglig blandt Fanger.
Det svaler — det giver et eget Blik
for Livet og Realiteten;
hvad jeg siger her, er meer end Lyrik;
thi Manden staar bagved Poeten.
Nu vel: før vi drikke din Afskedsskaal,
min Ven, saa laan mig dit Øre!
Jeg vil tale til Dig i Skjaldenes Maal,
jeg veed, Du forstaar at høre:
Du selv er Poet — jeg kjender din Smag,
Du elsker de dæmpede Strenge.
Den Hyldest, jeg bringer Dig her i Dag,
er en Gjæld, jeg har skyldt Dig saalænge.
Saalænge — ja, fra de unge Aar —
jeg tror fra vort første Møde;
thi ingen saa godt som Du forstaar
at hjælpe Andre at føde.
Hos Dig fik Talen sit frie Løb,
man lo af den fulde Lunge,
Tanken fløj dristig ud af sit Svøb,
og Hjertet laa paa din Tunge!
Og bruste end stundom hidsigt dit Mod,
hvor ærlig var selv din Harme!
Naar man trængte til Dig, var Du altid god:
den Aabne, Brave og Varme!
Hvem har vel siddet hos Dig i Kvæld
i den lille venlige Stue,
og ikke følt sig saa inderlig vel
og varmet sig ved din Lue!
Vi veed det, som kjender din lyse Aand:
paa den Fane, som Du har hævet,
som fra ung Du kjæk har holdt i din Haand,
der staar „Excelsior” skrevet:
Opad og fremad og altid op!
— Dit Sigte er højt som Maalet!
Det vinker Dig som en Alpetop
over Døgnets Taage og Skraalet!