Hunden vil gjerne hos Mennesket boe;
Ei noget Dyr er sin Herre saa tro,
Og er han Betler hvad eller Drot,
Den mener ham altid det lige godt,
Den deler med ham baade Rigdom og Nød,
Og slikker taknemlig hans Haand for Brød.
For Bissekræmmerens Kærre spændt,
Med Blikket op mod sin Herre vendt,
Den hviler med ham paa den støvede Vei,
Og Herren glemmer sin Hjælper ei —
For hver en Bid, han af Maaltidet nyder,
Et Stykke han først til Hunden byder.