Hans Vilhelm Kaalund (1818–85)

Giganten var styrtet; paa eensom Ø

Maatte han som rystede Verden døe.

Og der var Fryd i Philisternes Leir,

Nu havde man vundet den store Seir;

Nu havde man lænket med seige Baand

Omvæltningens higende Kæmpeaand;

Nu vared vel Freden til evig Tid;

Nu kom det ei meer end til Pennestrid.

Og Dagene kom, og Dagene gik,

Og der blev blandet en Dvaledrik,

Og der blev øst med et bundløst Sold,

Og præket om Fred og Maadehold;

Men Misfornøielsens Djævel sneg

Sig over Jorden og drev sin Leg;

Den listed sig ind i Hytte og Slot

Med ængstende Tvivl og isnende Spot;

Den rokked ved Alt, den gnavede skjult,

Saa Alt blev tomt og underlig huult.

Og Tiden ligned en sminket Gjæk,

Der skjulte med Smiil de slappe Træk:

Den mærked Øxen ved Træets Rod,

Den aned Vulkanen, hvorpaa den stod.

— Og der blev født en Slægt uden Ro,

En Slægt uden Tillid og Barnetro.

Den hvirvlede sig i den vildeste Dands,

Den gabede midt i Blændværkets Glands;

Hvad Tænkerne skrev, hvad Skjaldene sang,

Det havde for den ei Livsfyldens Klang;

Den lyttede med Forventningens Vee,

Som skulde nu brat det Mægtige skee;

Den vented og vented paa Skjæbnens Dom,

Den raabte: Kom ind! men Ingen kom;

Den nye Messias, den nye Prophet,

Som Sværmerne spaaede, blev ikke seet,

Og Ingen tændte det Sandhedslys

Hvortil man trængte i Tvivlens Gys.

Hvad hjalp den grublende Menneskekløgt,

De Vises Steen blev forgjæves søgt.

Det syntes Alt som et Kredsløb dumt,

Hvori det Krumme blev evigt krumt.

Det var som Livet i Fredens Skjød

Var viet ind til en langsom Død,

Det var som skulde dets Pulse staae —

Hvad eller Gjenfødelsens Time slaae.

Den kom, den kom, den anede Stund,

Den brast under Foden den hule Grund,

Den mørke Sky har sit Lyn udsendt,

Og Freden, „den evige Fred,” er endt.

I Oprør vælter sig Tidens Flod,

Dens Bølger er røde af Menneskeblod;

Dens usleste Bundfald af Had og Nag

Er steget for Lyset og kommet for Dag;

Og alle de Suk, som i Stilhed lød

Om gammel Uret og gammel Nød,

Om svegne Løfter og skuffede Haab,

Nu svulme til et Befrielsesraab, —

Et Raab, der henfarer med Stormens Suus,

Saa Troner vakle og styrte i Gruus;

Og Folkevilliens Kæmpe stor

Opløfter vild sit Hoved fra Jord;

Den kneiser i Sky med Titanens Trods;

„Jeg vil ei behandles som død Kolos!

Imens I feired Blændværkets Fest,

Stod jeg derude i Slud og Blæst.

Nu vil jeg smage den Lykke engang

Hvorom saa fristende Ordene klang.

Til Lykkens Ø fører vel en Bro,

Hvis ellers jeg kan mine Drømme tro,

Og kan jeg ikke derover naae,

Eia, lad da Dommedagskampen staae!”

Det vakler, det brager ved Kampens Gang,

Og Dødsskrig sig blande med Seierssang.

Den høieste Stordaad, den plumpeste Vold

Opløfter Sjælen og isner den kold.

Og Alt sig blander saa sært iflæng:

Hist strækker sig Betler i Kongeseng;

Mens Jordens Mægtige huusvilde gaae.

Tage Tiggerens Børn deres Guldkroner paa.

Mmyget er Alt, som kneiste i Sky;

Det Gamle er styrtet, men hvor er det Nye,

Det Nye, det Nye, som blev forberedt?

— En Herlighed, som Ingen har seet!

Det er som vi staae mellem Verdner to

Og har kun en Spindelvævstraad til Bro.

Vi see omkring os et Syndflodshav,

Men ikke den Jord, som skal stige deraf

Med klarere Lys, med renere Luft,

Vi mærke ikke dens Blomsterduft,

Vi famle endnu i Mulm og Nat.

— Hvor findes det frelsende Ararat?

Føler Du, Gamle, Dig trættet og tung,

Spørger Du Nyt kun derhjemme i Stolen?

Var ogsaa Du begejstret og ung,

Steg Din Aand som en Ørn imod Solen?

Sværmed engang Du for Frihedens Sag?

Har Du den mægtige Keiser beundret,

Lyttet med Fryd til de tordnende Brag,

                Da i hundrede Slag

Over Verden med Seier han dundred?

Seer Du nu, mæt af Erfaring og Aar,

Tvivlende til ved den brogede Færden?

Længes Du under de graanede Haar

Efter Fred midt i Ufredens Verden?

Viser man ikke Din Alder Respekt,

Kommer man ei Dine Ønsker imøde.

Vender sig bort den opvoxende Slægt,

                Har Dit Ord ingen Vægt,

Vinker Savnet Dig hen til de Døde?

Endt er Din Ungdoms begejstrede Drøm.

Fremmed forlængst for hver ny Aabenbaring

Kæmper Du svag mod den rivende Strøm

Som et Barn med Din Oldingserfaring.

Roser man Tiden, Du kalder det Vind,

Finder, at Alt i Din Ungdom var bedre:

Da var der Alvor i Daad og i Sind;

                Hvor de Unge kom ind,

Stod de taus blandt ærværdige Fædre.

Underligt hasted Dig Tiden afsted,

Barnet fast blev Dig for klog paa sin Skamle;

Tidsstrømmen rulled, Du fulgte ei med,

Du holdt fast ved det Vante, det Gamle.

Mod Din hellige Eenfold, Din Fædrenetro

Satte kjækt man Systemer paa nyeste Mode,

Duunhaget Dreng hørte Græsset at groe;

                Naar de Vittige loe,

Loe de ikke som Rahbek og Tode.

Siig mig, Du Gamle, hvad tykkes Dig nu?

Bliver Dig Verden alt værre og værre,

Synes Dig Jorden flagen med Gru

Og forladt af sin Skaber, sin Herre?

Rammer det Dig med Aarhundreders Vægt,

Det Uhyre, som skeer; troer Du Verden skal bløde,

Bløde af Saar, som Du meente var lægt,

                Og den levende Slægt

For sit Letsind forfærdeligt bøde?

Gamle, fornem dog et trøstende Ord,

Hør det, det lyder til Dig fra de Unge:

Seire forvist skal Lyset paa Jord,

Det er sagt med Propheternes Tunge.

Han, som før Dagenes Fødsel var til,

I de rullende Tider bag Stjernerne vaager.

Livet er intet Tilfældighedsspil —

                Der maa skee, hvad der vil,

Det skal dages trods Uveir og Taager!

Vakler end Alt i det flygtige Døgn,

Vælte sig vildt Nationer i Krampe,

Styrte forvist skal hver kneisende Løgn,

Der er Fred bag de rasende Kampe!

Taalmod, Du Gamle! Striden er lang,

Mange maa lide, og Mange maa sukke;

Menneskets Slægt skal dog juble engang

                Den Lyksalighedssang,

Som i Paradiis lød ved dens Vugge!

Fred om Din Alder! Fred om Din Tro!

Høit over Uveiret Stjernerne tindre.

Røver Dig Verden Din Alderdomsro,

Luk da Øiet og tye til Dit Indre.

Fred skal Du finde bag Evigheds Hav.

Herren er Herren, hans Navn være lovet!

Tager han end hvad paa Jord han os gav —

                Over Menneskets Grav

Løfter Menneskeslægten sit Hoved!

Du, som med det kjække Sind,

Med de stolte Kæmpeplaner

Styrter Dig i Kampen ind,

Er den Seier, som Du aner,

Broder, meer end Hjernespind?

Er Du meer end Tidens Gjæk?

See den Gamles slappe Træk —

Kæmper blive kan til Dværge,

Muus er født saa tidt af Bjerge;

Du med Dine stolte Planer,

Du vil flytte Bjerge væk!

Herlig, herlig er Din Drøm:

Verdensfrihed, Verdenslykke!

Gjenfødt skal nu Livet dykke

Op af Tidens vilde Strøm

Og bortkaste karsk sin Krykke,

Glædestempler skal det bygge

Blive som en festlig Leg —

Ingen, Ingen sidde bleg

I den kolde, mørke Skygge.

Nærmer sig alt Seirens Dag,

Jubler Du den alt imøde?

Sank i Graven, med de Døde,

Tusindaarige Bedrag?

Krymper sig for Sandheds Vælde

Løgnen i den sidste Strid?

Staae vi for en gylden Tid

Uden Herskere og Trælle?

Aander Du dens rene Luft,

Falder fra Dit Øie Bindet?

Tør nu Ingen meer forblindet

Sætte Vanvid mod Fornuft?

Har det Evige maaskee

Sig paany da aabenbaret?

Er hvert Spørgsmaal alt besvaret,

Kan den vantroe Thomas see,

Lægge Fingren selv i Aret?

Broder, det er Sværmeri!

Bag de skjønne Illusioner

Leer den bittre Ironi.

Paa Tyranners knuste Throner

Er dog ikke Verden fri;

Der er blodigt Had og Trods

Mellem Jordens Millioner —

Ak, og ingen ny Forsoner

Vandrer kjærlig mellem os!

Ham, som Fredens høie Ord

Talte her i Støvets Zone,

Ham gav man en Tornekrone,

Han blev ikke hørt paa Jord.

Fremad bruste Tidens Elv,

Riger sank, og nye blev grundet

Lykken blev dog aldrig fundet:

„Elsk Din Næste som Dig selv.”

Denne Seir blev aldrig vundet.

Man har kæmpet, man har lidt,

Man har prøvet, man har vraget;

Men fra Lykken ligevidt

Staaer man, skuffet og bedraget

Du vil gjøre Klmpeskridt,

Du vil brat en Verden forme,

Uden Kampe, uden Storme,

Give Hver, som savner, Sit!

Broder, det er Sværmeri!

Kampen raser paa vor Klode —

Hæv os, styrk os, gjør os gode;

Da, først da er Verden frie.

Ak, thi, Broder, Tidens Orm,

Verdensnøden, Verdensstaden

Ligger ei paa Overfladen,

Ei blot i den ydre Form.

Søg den i Dit eget Bryst,

Der skal Du Tyrannen fælde;

Kun ved Kjærlighedens Vælde;

Kan Du ende Verdens Brøst,

Skabe Mennesker af Trælle.

Alt det Andet slaaer ei til,

Ender Kampen ei herneden,

Renser Klinten ei fra Hveden,

Er kun Tant og Gjæglespil.

Broder, jeg er ung som Du,

Deler Savn som Du med Tiden,

Jeg maa med som Du i Striden,

Frem til Lyset staaer min Hu.

Det skal feire, ja forvist,

Mørket meer og meer fortrænges!

Ogsaa jeg i Støvet længes,

Har som Du ei Ro og Rist.

„Fremad mod det fjerne Maal!”

Bære Løsnet paa vor Klode.

Frem mod Lyset, men med Taal;

Lang er Kampen for det Gode.

Længe vil endnu vi rave

Frem mod Maalet, Skridt for Skridt

Broder, naar Enhver faaer Sit,

Smuldre vi i vore Grave.