En Skraldemandshest over Torvet drog
Det tunge Læs, og Kudsken slog.
Dens Øie var sløvt, og Hovedet hang;
Men pludselig høit dens Vrinsken klang;
I Aaget spændt for den tunge Kærre,
Den hilste med Vrinsken sin fordums Herre.
Og Herren standsed, han kjendte igjen
Sin herlige Traver, sin trofaste Ven.
Han kjøbte den fri og ømt den pleied,
Skjøndt mangen en vælig Ganger han eied.
Og spurgte man hvo han elskede mest,
Da peged han paa sin gamle Hest.