Det dufter til Regn
Fra rødmende Skovrosers Hegn.
Blandt Moser og Dale og Bakker
Eensomt jeg flakker
Saa fri og saa frank og saa fro;
Til Hjorten ved Gjerdet
Jeg raaber: Halo!
Halo! og den flygter forfærdet.
Hvor Huulveien brat
Danner Grandsen for Skovsdybets Nat,
Jeg milevidt skuer den brede
Slette dernede.
En Vogn, hvis Hjul er ei smurt,
Jeg hører nu knirke;
Der nikker en Urt,
Og hist staaer en Gruppe af Birke.
Hvor herlig og vild,
Med en eensomt sveiende Piil,
Er den bakkede Egn! ved Mosen
Bøier sig Rosen;
Der hænger en vissen Tjørn
Over Gravhøiens Stene;
En speidende Ørn
Flyver oppe i Skyverdnen ene.
Den søger om Rov,
Den skrigende Sult er dens Lov;
I mægtige Kredse den svinger
Udspiilte Vinger;
Mens Skyerne flyve forbi,
Jeg skuer den stige
Og svinde deri,
Som en Myg i Stormenes Rige.
Den bugtede Sti
Mig leder en Hytte forbi;
Rødmende helder sig Rønnen
Ud over Brønden;
I Lænken bjæffer en Hund,
Mens Rollinger stirre
Med aaben Mund
Paa den eensomt vandrende Herre.
Nu hæver sig stor
En truende Regnsky mod Nord;
Dybere Mørket sig sænker,
Vinddraaben stænker;
Jeg stiller mig, under et Træ,
For Regnens Strømme
Det yder Læ,
Mens Himmelen Sluserne tømme.
Dog stiger paany
Den flammende Sol af sin Sky;
Taager som gyldene Fjelde
Over den helde;
Med Farvernes funklende Spil
Regndraaberne hænge
I Solens Ild,
Og glimre paa Mark og paa Enge
Henover jeg maa
Den regnopsvulmede Aa;
Mens Frøen bag Vandaxet dukker,
Liljen jeg plukker;
Der vrimler af Urter og Straae,
Som ikke jeg kjender,
Mens Biller smaae
I Cirkler og Kredse sig vender.
O herlige Stund!
Jeg er ung, jeg er glad, jeg er sund;
Sværmerens sygnende Fagter
Dybt jeg foragter;
Ikke med Verden i Strid
Feig for min Broder
Flygter jeg hid;
Jeg kun søger Naturen, min Moder.
Bruser hun vild,
Eller smiler hun blomstrende mild.
Mig hun paa Eng og paa Hede
Volder kun Glæde,
Aabner for Storhed mit Bryst,
At jeg maa smile
Ad Livets Dyst,
Og længes i Striden at ile!