Det bankede høit paa Valhals Dør,
Det klang saa lydt i hver Halle.
Og stille lyttede Odins Mø’r,
Fra Bænk sprang Aserne alle;
Tre Gange hørte de Heimdals Horn
(Saa sælsomt blæste han ei tilforn )
Ud over Verden at gjalde.
Da strømmede alle Einherjer ind
Fra Kampen ude i Gaarden;
(Saa bruser Havet i Hvirvelvind).
De ventede Nyt fra Norden.
Fra Bravallaslag stod Hildetand
Hos Ring og Hakon og Gorm og Dan —
Og Helge fra Isefjorden.
Men Odinløfted sit Spyd fra Væg
(Man monne det Gungnir kalde)
I Baggrunden holdt sig Loke bleg
(Før larmed han meest af Alle),
Taus spændte Vidar paa Fod sin Sko,
Skjøn Freia sukked, men Skade lo;
Paa Ragnarok tænkte Alle.
Saa banked det atter, men ei med Lyd,
Som Træormes Tand paa Kiste;
Som Hamren ei, der smeder Spyd
Med Funker og røde Gniste —
Saa banke Sjæle paa Paradiis,
Saa banker Bølgen paa haarden Iis,
Naar den i Vaaren skal briste.
Og op sprang alle de Porte bradt
Mod Jordens Bjerge og Dale;
Et Lyshav blænded som Sol bag Nat,
Naar Morgenhanerne gale;
En Hær af Lysalfer, Par ved Par
(De vidste ei, at det Engle var)
Sig nærmede Guders Sale.
Den slynged sig hen som et Liljebed,
Hvert Øie ligned Kjærminden;
De Hoveder bølged som gyldne Sæd
Med tusind Vipper i Vinden.
Forundret Guderne saae det Syn
(Saa blændes Menneskets Blik af Lyn),
Men rød blev Loke paa Kinden.
Hen Toget gik over Bifrostbro;
Foran kom Englene trende:
Den christne Kjærlighed, Haab og Tro —
(De holdt hverandre i Hænde).
Blandt Hedningguder lød Seraphsang;
Dem tyktes, som fra en Drøm engang,
At skulle Tonerne kjende.
Fra Jordan, lød det hellige Chor,
Som Paradiisfugle vi komme.
Nu juble Himmel, nu juble Jord,
Thi Mørkets Time er omme;
Nu skulle de Blinde Synet faae,
De Døve høre og Halte gaae;
Thi bønhørt ere de Fromme?
Paa Korset er Verdens Frelser død;
Han led for Menneskets Brøde.
Men Paaskemorgen han Graven brød,
Og splittede Nattens Øde!
Klart lyder hans evige Sandhedsord.
En eneste Gud i Himmelen boer,
Som giver selv Ormen Føde!
Alfader skjules ei meer af Nat;
Han aabner sin Favn for Alle.
Det saligste Maal er Slægterne sat;
De skulle sig Brødre kalde.
Som Stjerner svinde for Morgenens Skjær,
Saa vige Oldtidens Gudehær,
Saa styrte Olymp og Valhalla.
Saa toned Englenes Jubelsang —
Der rulled en sagte Torden —
Og fjernt og fjernere Eccho klang
Dernede fra hele Jorden;
Det braged fra Leire og Sigtuna:
De hedenske Støtter styrted fra
Den blodige Steen i Norden.
Da toned en Klokkeklang i Sky
(Det monne fra Trondhjem ringe)
Saa svinger sig Fuglen ved Morgengry
Med Sang paa dirrende Vinge.
Fra Kæmpebarme brød Hymnen ud:
Vi troe paa den eneste, sande Gud,
Ham Priis og Ære vi bringe.
Da hæved Odinsin Kæmpekrop
Man skued hans Taarer rinde;
Han vandrede ned fra Lidskjalfs Top,
Den mægtige Gjæst hiin Blinde;
I Hallen runged hans tunge Skridt,
Han raabte: „Ha, det er kommet vidt,
Skal Kraft for Svagheden svinde!”
„Kom, dejlige Freia, afklip dit Haar!
Nu skal os Taagerne skjule;
Til Glemsels Mørke vor Vei nu gaaer,
Til Vintrens stormende Hule.
San kom da, Frigga, saa kom da, Thor
Far evigt vel, du herlige Nord,
Du høie, mandige Thule!
„Udvandre skal nu din Asaflok.
Saa lyder jo sælsomt Sangen.
Naar kommer den store Ragnarok?
Og hvor bliver Verdensslangen?
Naar smedes Loke til Mørkets Fjeld?
Hvor længe skal Baldur boe hos Hel,
Og sidde i Dybet fangen?”
Da lød fra Englenes Læber Svar:
„Fra Hel er Baldur opstanden;
Det Jesus Christus i Østen var,
Med Tornekronen om Panden.
Han sidder ved Herrens høire Haand
Og vinker som Fromheds lyse Aand
Med Palmen fra Himmelskranden.
Græd ikke, Odin, græd ikke, Frei,
Og Freia, deilige Qvinde!
I Oldtidens Nat, i Glemsel ei
Skal Nordens Guder forsvinde
Af Livets Væld skal I fødes ny;
Bag Mythens taagede Billedsky
Skal Sandhedssolen oprinde.
Saa kast da Billedets ydre Dragt,
Hvor Tanken slumrer i Svøbet!
Med Lysets evige Aand i Pagt,
I har eders Herkomst røbet.
Derfor sank Mennesket ned paa Knæ;
Igjennem Støtten af Steen og Træ
Tilbad den Aanden i Støvet.
Saa sørg ei, Freia, du skal ei døe,
Saalænge Stjernerne tindre!
Saalænge blomstrer paa Jorden Mø,
Du lever i Menneskets Indre!
Men Kjærlighed er dit sande Navn;
Med Guddoms Glæde, med Guddoms Savn,
Din Magt bliver aldrig mindre.
Staa ei saa sorrigfuld, stolte Thor!
Du skal ei glemmes paa Jorden.
Hvor Sandhed slaaer med sit stærke Ord,
Hvor Luften renses af Torden,
Du stride skal i den ædle Kraft;
Thi dobbelt blev Livets Kræfter skabt.
Af Kampen hæver sig Orden.
Du, Odin, hersker i Menneskets Aand!
Nu aabnes dit andet Øie.
Du, Asatyr, med din ene Haand,
For Gud du Hovedet bøie!
Tohændet bliver da Tapperhed.
O blomstrende Frigg, som Frugtbarhed
Du trone paa Jordens Høie!
I Lyset virke den høie Frei,
Og Ægir i Havets Bølge.
Saa Mennesket hen gjennem Livets Vei
I lede, tjene og følge.
Som Straaler samles I skal til Krands
Omkring den evige Skabers Glands,
Og ingen Sky eder dølge.
Selv du, du Himmelens faldne Søn,
Du Livets mægtige Frister!
Frygt ei, o Loke, endnu din Løn;
Din Frihed ikke du mister!
Ved Prøvelsen lutres Kraften først.
Stærkt er det Onde, men Gud er størst;
Han vinker og Himlen brister.
Han vexler Solskin med Regn og Storm,
Ved ham er Skabningen vorden;
Han veed, hvorfor at hiin Midgaardsorm
Skal knuge med Qvaler Jorden;
Den er den samme, som bugted op
Ad Kundskabstræet sin Slangekrop,
I Syden kjendt som i Norden.
Hvad Vola spaade, var ikke Tant;
Engang skal Ragnarok komme.
Og Løgn skal skilles fra Godt og Sandt,
Naar Prøvelsens Tid er omme.
Ta, vee dig, Loke! paa Dommedag;
Der ligger de Saliges Gimle bag,
Og vise er Herrens Domme.”
Saa lød den hellige Englesang.
Paa Knæ sank Guderne alle;
Fra tusind bævende Munde klang:
„Saa styrt for Eden, Valhalla!
Hvad evigt er, gaaer dog aldrig tabt;
Kun hvad den vexlende Tid har skabt
Som Afgudsstøtten skal falde!”’
Saa seirede Livet paa Oldtidsgrav,
Bort svandt ei Guderne høie:
Gjenfødt de dukked af Tidens Hav;
O, see dem med Aandens Øie!
Mangfoldigt er Lysets Straalebrud;
Men Eet er Lyset og Een er Gud
For ham vi Alle os bøie!