Bjørnen sidder ved Strømmens Skum
Og rokker og synger: sum, sum, sum!
Han grunder paa i sit lodne Skind,
Hvad ei skulde falde et Menneske ind;
Men Busken sig sagte bevæger —
Nu gjælder det, Bjørn: en Jæger!
Et vældigt Spring da Bjørnen gav:
Min Ven, du har selv kun ondt deraf!
Saa trykker ihjel den Jægeren gram,
Og synger som før: sum, sum, sum, sam,
Jeg sagde dig det jo, Kjære,
Du kunde jo ladt mig være.