Hankatten sidder paa Gaardens Mur,
Han ser sin Elskte paa Gjenboens Skuur:
„Skjønne, lad dig min Mjauen røre,
Vil Du dog aldrig mit Suk bønhøre?” —
Ømmere stedse hans Tone stiger,
Tilsidst i den høie Sky han skriger:
„Dronning for alle Slikkepotter!
Jeg veed et Spiiskammer fuldt af Rotter,
Af Skinker og Pølser og søde Ost;”
Han vidste det var hendes Livret just —
Da fulgte hun med ham, og de fik Killinger,
Jeg troer min Sandten at det var Trillinger.