Taus Hilde sad blandt sine Mø’r.
Da klang en Lyd,
Da rasled det ved Borgens Dør
Med Sværd og Spyd.
Ind styrted Hjarands Søn med Iil,
Med blottet Haar.
„Kom, raabte han i Hallen vild.
Vort Bryllup staaer!”
„Ja, Hilde, nu er Isen brudt;
Afsted, afsted!
Din Faders Kæmper er ei budt
Til Festen med!”
»Vil du mig følge trofast ud
Paa vilden Hav?”
Hun svared: „Ja, ja som din Brud
I Død og Grav!”
„Tak, Qvinde, tak, i Golnas Navn!
Forlod jeg dig,
Da skulde Valens sultne Ravn
Fortære mig!”
„Ak, Hedin, Hedin, aldrig før
Saa vild du var!
Forfærdet flygte mine Mø’r;
Hvad vil du? svar!”
„Har jeg bedrøvet dig? o siig!
Og paa mit Knæ
Jeg vil jo kjærligt trygle dig.
Om mildt at see!
„Ak, men hver kjærlig Bøn er spildt
I Veir og Vind!
Saa har da Mørket grebet vildt
Dit Heltesind!”
„Dog slipper dig din Fylgje ei,
Blandt Sværdeklang
Jeg følger dig, gaaer end din Vei
Til Undergang!”
„Farvel, farvel, min Faders Gaard!
I Verdens Kreds
Jeg iler ud; ak naar, ak naar
Mon vi gjensees?”
Da greb han hendes Liljehaand
Med Hast i sin:
„De mægtige Skjoldungers Aand
Er bleven din!”
„Vi flyve ud som Ørne to;
Stræk Vingen ud!
Nu skal du lee og være fro,
Min fagre Brud!”
Saa bar han hende paa sin Arm
Til Stranden ned;
Men Rosen ved den Skjønnes Barm
Blev knust derved.
Og hver en Blomst i Heltens Fjed
Af Dug var vaad,
Og Bølgen langs med Stranden græd
Sin salte Graad.
Da lød fra Borgen høit en Larm,
Og Porten gik.
Ud styrted Dronningen i Harm
Med Hevnens Blik.
Høit funkled Diademets Glands
I Solens Ild:
„Stands, frække Qvinderøver, stands!”
Hun raabte vild.
Men Hedin høit paa Skibets Dæk
Alt sikkert stod.
Da satte hun paa Toften kjæk
Sin høire Fod.
„Bort, raabte barsk han, tir mig ei!
Ved Asathor,
Du finde skal til Hella Vei
I denne Fjord!”
„Jeg raader dig, kom mig ei nær!
For sidste Gang!”
Men Sigurlina høit et Sværd
I Luften svang.
”Saa styrt til Rifelheim paa Stand!”
Klang Heltens Røst.
Det pladskede i Fjordens Vand —
Saa blev det tyst.
I vide Kredse Bølgen skrev:
Det er fuldbragt.
Men ud et Lig i Havet drev
I Purpurdragt.