Lavt flagrede Svalen,
Det varslede Byger;
Og Solen i Østen
Sig kobberrød hæved,
Det varslede Storm.
Dog vandrede frem
Den dristige Jæger;
Men mørk var hans Pande
Som Himlen foroven,
Da kaldte en Stemme:
„Ung Hedin, ung Hedin!”
Og see, for hans Øie
Stod Golna, den høie,
Den mægtige Qvinde.
Langt skjønnere tyktes
Hun Helten end før.
Det skinnende Slør,
De luftige Klæder
I hæstlige Vinde
Som Vingerne klapred,
Naar Trækfugleskaren
Sig kaster paa Sletten.
Et skummende Guldhorn,
Som funkled i Solen,
Og snart blev fordunklet
Af Drivskyers Masser,
Hun hæved i Haand.
„Vel mødt og vel kommen,
Du Kæmpe fra Fjeldet!
Saa sang hun. Fra Glommen,
Fra Nidarosvældet
Jeg Hilsen dig bringer.
To Somre er siden,
Du drog nu i Striden;
Thi siig mig, hvad Hæder,
Paa Hav og paa Heder,
Du vandt mellem Landser
I Heltenes Flok.”
„Min flagrende Lok
Kun Elskov bekrandser,
Gjensvarede Hedin.
Min Hæder er liden;
Den drømmer i Balgen
Med Sværdet, o Golna.
To Somre du nævned —
Ha, Thor, hvor er Tiden
Da bleven! den løber,
Som Vand gjennem Haanden,
I Kjærligheds Favn.”
Men Qvinden lo haant:
„Mig kjeder, at tale
Om Leg og om Elskov.
Fra Vesterhavs vilde,
Ombrusede Klitter
Jeg kommer, o Yngling.
Der stod jeg i Stormen,
Blandt Bølgernes Dundren,
Og saae over Havet,
Da Solen steg op.
Til strandede Vrag
Jeg læned mit Hoved,
Og fulgte med Øiet
En Snekke, som kæmped
Sig Norden om Skagen
Mod Vind og mod Strøm.
Fra Seier og Hæder
Den vendte tilbage.
En Guldkrones Takker
Der spilled i Solens
Den smykked Kong Hognes,
Din Fostbroders Hjelm.”
„Kong Hogne, qvad Hedin,
Skal være velkommen!
Hans Rige jeg vogted,” —
„Og lokked hans Datter,
Lo spottende Golna;
Heel dunkel er Lunden,
Og kjælent er Mosset.
Men skarpt Sigurlina
Med Øiet dig fulgte;
Og neppe hun hviler.
Før nedrigt hun sværter
Den fremmede Gjæst.
Ha, spar kun at klemme
Med Haanden om Sværdet
Til Hjemkomstens Høitid,
Naar Kæmper et Drapa
Skal sjunge om Hogne,
Men trække paa Skuldre,
Og hviske foragteligt
Om dig og din Færd!”
Da hæved sig Hedin,
Og svared: „Ved Odin!
Med Sværdet et Drapa
Jeg snarlig skal sjunge,
Og lyt skal det klinge,
Saa Ørhinder springe,
Saa Øine skal gnistre
Paa Kæmperne bistre.
Jeg frygter ei Hogne;
Med ham tør jeg maale
Mig dristig i Kampen.
Og var han nu ikke
Min Fostbroder vorden,
Jeg plukked med Sværdet
Af Hjelmen hans Krands
Da smilede Qvinden
Og mæled: „Du Daare!
Til Fostbroderskabet
Kong Hogne dig lokked;
Og Laxen fra Norge
Ved slugen paa Krogen.
Nu maa den vel sprælle
Til Latter i Græsset,
Til Latter for Drenge.
To Somre du sad
Og vogted hans Hal;
Men smal bliver Takken,
Naar haanligt med Nakken
Snart Konningen kneiser
Og spottende spørger.
Hvorfor du ei reiser,
Hvorfor at du sørger.
Du ryster med Tvivl
Dit Hoved, du Svage!
Ja, reis da fra Norden
Jo før og jo heller,
At Frost og at Snue
Skal ikke dig true!
Saa er du da vorden
En Drømmer, hvis Minde
Skal sporløst forsvinde,
Som Duggen fra Jorden.
Ja, bort skal du flytte,
Til Syden, hvor Hjorden
Omgræsser din Hytte.
Blus der kun som Tønder,
Godhjertige Svage,
Paa smægtende Hynder,
I søvnige Dage;
Og skræm dine Unger,
Hvergang at du sjunger
Om Kraften i Norden!
Du rynker din Pande
Og rødmende slaaer
Mod Støvet dit Øie —
Kom sid ved min Side
Og drik af det blanke.
Det funklende Horn;
Det klarer din Tanke.
Og Alt skal du vide,
Og Alt skal du fatte,
Og undrende skatte
Min varslende Sang.”
Da bøied sig Helten,
Da greb han om Hornet:
Det syded og skummed,
Det klukked, men slukked
Ei Harmen i Barmen,
Skjøndt Bunden han vendte
Mod Himmelens Bue,
Mens om den Beruste
De hvirvlende Vinde
Langt vildere bruste.
Op slog han sit Øie:
Der kneised den høie.
Alvorlige Qvinde.
Han stirred og studsed;
Thi skjønnere blussed
Hun, medens hun sang.
„Paa Jorden kan Intet
Med Seieren lignes,
Med Heltenes Seir!
Og salig den Kæmpe,
Som Verden beundrer,
Imedens han træder
Dens Nakke i Støvet.
Saa henfarer Stormen
Paa himmelske Marker;
Til Blomsten og Ormen
I Støvet den sparker,
Og Egen sig bukker.
Ja, Yngling, du sukker
Alt henrykt ved Tanken:
At være den Første,
Den Mægtigste, Største,
Hvad vilde du give? —
Hvad vilde du give,
Hvis Lodden blev din?
Det er ikkun lidt,
At du tør dig maale
Med Hogne, og byde
Ham trodsig til Striden;
Tit Rygte maa straale,
Som Sol gjennem Tiden,
Til fjerneste Zoner.
De nordiske Kroner
Skal straalende pryde
Erobrerens Isse.
Du spørger om Raad!
Ha, Mand, skal en Qvinde
Om Veien dig minde!
I Helteblod hærdet,
Hvor Skyen er spaltet,
Usynligt dig Sværdet
Selv tilbyder Hjaltet;
Saa grib det paa Tilje.
Det Sværd hedder Vilje,
Det Sværd hedder Daad.
Derud paa de vilde,
De brusende Bølger
Bortføre du Hilde;
Naar Dronningen følger,
Du styrte i Havet
Den giftige Qvinde;
Da har du med hende
En Slange begravet.
Saa drag imod Norden
Paa Snekken fra Fjorden,
Og Vikingeflokke
Dit Rygte skal lokke,
Som Rov samler Krager.
Naar Hogne dig møder,
Da spørg, om han tager
Mod klingende Bøder,
Og om han vil vige
Dig Trone og Rige.
Og skjælder forresten
Den Opbragte vredt,
Da sko du Helhesten,
Mens Jernet er hedt.”
„Ha, Golna, jeg svimler,
Af Syner det vrimler
I Hjertet og banker
Af blodige Tanker.
Med Drikken du Modet
Mig gyder i Blodet!
Det bruser og syder
Mig og for mit Øre.
Ja, Alt hvad du byder,
Skal kjæk jeg udføre!
Om hen over Grave
Jeg svimmel skal rave,
Og miste Valhalla
Og alle og alle
De taagede Glæder;
Den fristende Hæder,
Den maa jeg nu have! —
Men sælsomme Qvinde,
Jeg fatter dig ikke!
Naar skal mine Blikke
Dig atter gjenfinde?
Naar løses mig Gaaden?”
Med Haanden oprakt,
Hun svared: „Naar Daaden,
Naar Alt er fuldbragt!”