Tys, tys!
Lyset blev først slukket nys
Hist i Buret,
Der hvor furet
Hognes Qvinde
Sidder inde. —
Hør, nu smælded Borgens Porte!
Hedin, i sin Pantserskjorte,
Vandrer ene. —
Nu, bag Skovens Løv og Grene,
Blev han borte.
Vakt ved Muren,
I sin Rede,
Svalen pipper høit paa Borgen,
Troer det Morgen,
Vil til Flugt alt Vingen brede
I Naturen.
Sov kun, Svaler,
Sov kun, Lærker,
Til I mærker,
Hanen galer. —
Myg og Fluer,
Sommerfugle,
End ei luer
Solens Kugle.
Sov kun Alle,
Vi skal kalde,
Naar det siden
Er paa Tiden.
Høit paa Himlen
Stjernevrimlen
Staaer som Gnister,
Maaren lister,
Feig og ængstelig, med Luften
Gjennem Busken.
Men fra Engen
Vi os sniger
Hen til Sengen,
Der hvor Hilde
Mellem sine fagre Piger
Sover stille.
Vaad af Duggen,
Vi os vover
Ind ad Gluggen.
Tys, hun sover!
Lille Lykke,
Du kun vaagen
Spinder paa din Væv i Krogen.
Ei vi rykke
Traaden over;
Som vi pleie.
Let vi dandse,
Naar i Alfheims Sal skjøn Freia
Vi bekrandse.
Høit blandt Fjeldene i Norden
Rød en Lue
Monne vi i Natten skue,
Og paa Jorden
Saae vi vable, saae vi syde
Sorten Gryde.
Trolde, skumle.
Der i Glandsen,
Monne tumle
Vildt i Dandsen.
Hvor de rørte!
Hvor de raged!
Fjernt vi hørte
Flammebraget.
Lokes Venner
Lo og fniste,
Saa de viste
Ulvetænder.
Alt vi skued, fra vor Himmel;
Mug og Skimmel,
Skum af Hundes
Glubske Mundes
Hvide Fraade,
Snogebraade,
Paderokke,
Mørkets Kokke
Alt ved Flammen
Kogte sammen.
Blanded efter Hexeskikken
Trylledrikken,
Som beruser, som bedaarer
Hedins Hjerte.
Fuld af Smerte
Vore Taarer
Monne Flammerne bedugge;
Men de kunne dem ei slukke.
See, da lod vi Skyen tømme
Regnens Vande,
Saa de røde Helvedbrande
Maatte svømme.
Asken blanded
Sig med Vandet;
Men de rænkefulde Trolde
Monne Drikken dog beholde.
Derfor sender,
Til dit Leie
Nu skjøn Freia
Dine Venner,
Alferne, som ømt skal tysse
Dig og kysse
Dine Øine, før du vækkes,
Før af Graaden —
De bedækkes
Over Daaden.
Sov da sødt og sov da stille,
Fagre milde.
Blonde Hilde!
Livets Glæder
Skal i lette Rosenklæder
End engang forbi dig dandse
Og den faldne Uskyld krandse;
Alle Ønsker skal opfyldes.
Alle Minder skal fremtrylles;
Haabet male
Skal dig sommergrønne Dale,
Hvor af Tusinder du hyldes
Med din Hedin, med din Mage;
Gyldne Billeder skal drage
Smilende for dine Blikke.
— Tys, men var det Hanen ikke,
Som vi hørte?
Natten viger, den Beslørte;
Alt det dages i Naturen,
Duggen drypper ned af Muren,
Vi maae svinde.
Men en Rose skal du finde
Paa dit Leie, skjønne Qvinde;
Naar den visner; skal du græde
For din Glæde.