Paa mit Kammer nu jeg Lyset slukker;
Mørket hviler paa den trætte Jord,
Medens Drømmeverdnen sig oplukker,
Underfuld og stor.
Som en Konge staaer min Sjæl derinde;
Ak! men Støvet vil ei lystre den,
Hvert et herligt Haab og hvert et Minde
Maa den lægge hen.
Støvet kalder den, og den maa ile
Til sin lille Jordehytte hjem,
Hvor alt Øets Laag til Nattens Hvile
Lukker sig paa Klem.
Og den tager af sin Krone, klæder
Sig for Gud sin Flitterkaabe af,
Ham, som den en Orms Fornødenheder
Her i Støvet gav.
Alt den føler sin Bevisthed vige,
Føler, sig saa underligt forladt.
Som et Barn, der nok engang maae sige
Moderen: Godnat!