Paa Grenen høit en Pære hang.
Den sølvgraae Gubbe gik i Haven;
Omkring ham Barnebarnet sprang
Og Kjephest red paa Oldingsstaven.
Ei, raabte Det, hvor er Du seen!
Jeg gidder ikke fulgt Dig læger!
— Men stop! hvad seer jeg, paa en Green
En Keiserindepære hænger!
Til den Du maa mig hjælpe op.
Den Gamle Frugten saae og sukked;
Stivt var hans Knæ og tung hans Krop,
Men for sin Ynbling han sig bukked.
Op paa hans Nakke Pogen steg;
Fuldt af Forventning Øiet straaled;
Af Fryd den Lille Hurra skreg,
Thi alt han drømte sig ved Maalet.
Nu, raabte han, nu kan Du gaae;
Jeg hjælper mig med egne Hænder;
Den Frugt, som Du kan ikke naae.
Den duer ei for gamle Tænder!
Men Oldingen veemodigt loe:
Mit Barn spot ikke Alderdommen;
Ved mig Du steg til Frugten jo,
Og end Du har den ei i Lommen!
Endnu er der et Stykke til;
Vogt Dig, thi Grenen let kan briste!
Men Pogen gyngede sig vild
Ud paa de marveløse Qviste.
Om han den søgte Frugt fik fat,
Skal dømmes, naar I Daarer smuldre,
Som overmodig glemme, at
I steg paa djærve Fædres Skuldre.