Omdanset af de lette Myg,
en solvarm Sommerdag
jeg lunted paa et Æsels Ryg
ad Vejen hen i Mag.
Til Venstre laa min Rejses Maal
bagved den grønne Skov.
Mit Æsel bar sit Kors med Taal
og gik, som om det sov.
Men det var et forslagent Dyr,
træsk over alt Begreb.
— Jeg aned som en fiffig Fyr,
det lured paa et Kneb.
Jeg kunde paa dets Øren see
et Tegn, som jeg forstod:
Det havde faaet en Idee
og mente, den var god.
Jeg vidste godt, hvoraf det lo,
hvad lunt det grunded paa:
Hvor Vejen delte sig i to,
der skulde Slaget staa!
— Og ganske rigtig; da vi kom
til Stedet, Æslet stod.
Jeg svinged lystig højre om,
men Æslet stritted mod.
Det vilde gaa den anden Vej;
men det var netop min.
Det Krigspuds aned Æslet ej —
min Plan var det for fin!
Jeg bandte, mens jeg sled min Pisk,
saa den gik halvt itu;
men Æslet grinede polisk
og tænkte: slaa kun du!
Og skjøndt det gik som i en Vals,
af Pletten ej vi kom.
Jeg kunde knækket før dets Hals,
end faa det højre om.
Saa gav paa Skrømt jeg Ævret op —
men aldrig har jeg leet,
som da det satte i Galop!
Man skulde blot os seet!
Vi fløj afsted, imens jeg lo,
saa mine Taarer randt.
— Jeg lod det blive i den Tro,
at det var det, som vandt.
Og Æslet, værdigt til sit Ry,
sang højt sin Sejerssang:
Det skrydede i vilden Sky,
saa Skovens Ekko klang!