Dagens kongelige Stjerne,
Gyldne Sol, Farvel!
I det ubekjendte Fjerne
Følger dig min Sjæl.
Naar du hisset er begravet
Under Bøgens Top,
Staaer du bag Atlanterhavet
For Brasilien op.
Negerslaverne du vækker
Op til Dagens Færd;
Tigren sig og Aben strækker
Under Kokostræ’r.
Cubas Cactusblomst bag Løvet
Patter af dit Væld,
Mens jeg synger heri Støvet:
Gyldne Sol, Farvel!
Mørk er nu den halve Kugle
Af den runde Jord;
Stille slumre Skovens Fugle,
Engens Blomsterflor.
Aftenstjernens Øie tindrer;
Verden smiler blid,
Som en Olding, der erindrer
Sig sin Barndomstid.
Prægtig est du, Lysets Konge,
I dit Purpurskjær;
Kilder risle, Fugle sjunge
Hvor dit Øie seer;
Grændseløs, for Støvets Blikke,
Er din Himmelsal;
Millioner Livet drikke
Af din Guldpokal.
I din første Straale lued’
Edens Kundskabsfrugt —
Husker du dengang du skued’
Ned paa Israls Flugt?
Da du Babylon forgylded’
Og Samaria?
Da du dig i Mulmet hylled’
Over Golgatha?
Qvæg mig med din friske Lue!
Fyld mit Bryst med Ild,
At jeg selv i Mulm kan skue
Glædens Farvespil!
Væk mig munter Lysets rige,
Underfulde Væld,
Til en evig Sol skal stige
Herlig for min Sjæl!