O, saae du over Havets Rum,
Naar Boblen og det lette Skum
Sig tumle kaad derover,
Mens nede, grændseløs og stor,
En længsthensjunken Verden boer
Dybt i de kolde Vover.
Saa er mit Væsen underfuldt;
Det ruger paa en Gaade skjult,
Som intet Ord kan blotte;
Hen over Fladen Skyen gaaer;
Men nede Tryllelande staaer
Med gyldne Drømmeslotte.
Det er ei mig, der vandrer om
Saa kold og sløv og hverdagstom,
Det er min usle Maske;
Mig er den Sjæl, som seer deraf,
Som higer op mod Lysets Hav,
Ligt Luen fra sin Aske.