Høit over Havets Kæmpespeil
Steg Sol i Øst;
I Vinden svulmed Snekkens Seil’
Som Haldans Bryst.
Og aldrig saae han Livet før
Saa friskt og skjønt,
Og Græsset paa de danske Ør
Saa sommergrønt.
Det tyktes ham, som Lund og Vang,
Farvel ham bød;
Han tænkte paa skjøn Havfru’s Sang
Om Kronen rød;
Paa gamle Danmarks dybe Fald
Fra Høihed ned:
Da slog saa sødt en Nattergal
Paa grønne Bred.
„O!” raabte han, me’ns Øiet saae
Mod Bøgens Strand:
„For dig jeg vil i Døden gaae,
Mit Fædreland!
Og, bliver jeg en Kæmpe stor,
Ved Nordens Jis!
Jeg skal vel fri fra Vold og Mord
Dit Paradiis!”
Saa seilede han Dag og Nat
Paa Bølgen blaa,
Og krøb, behændig som en Kat,
I Mast og Raa.
Ved Røret sad en gammel Gut,
I lodden Vams;
En ærlig Karl, men stedse mut.
Som Norges Bams.
Ham huede det tørre Land
Som fangen Fisk;
Naar han ei lugted’ salten Vand,
Var han ei frisk.
Paa Bryst han Odins Billed’ bar,
Med Ulv og Ravn;
Og Kold stod paa hans Arm: det var
Den Vikings Navn.
Af ham nu Haldan lærte, snildt
At styre Ror,
Og ei det mindste Vink var spildt,
Og intet Ord.
Snart Norges gamle Klippeland
Fremsteg i Kvæld;
Og herligt kneiste grønne Gran
Paa brune Fjeld.
De lagde ind i dunkle Fjord,
Ved Klippens Fod,
Hvor Birken dybt i Bølgen to’r
Sin Green og Rod.
Paa Bjerget Haldan, som en Ørn,
Fra Dalen steg;
Men’s Ulven og den lodne Bjorn
Fra Krattet keg.
Med Læben stum og Øret døv,
Paa vaade Mos
Han stod i Skummets knuste Støv,
Ved Klippens Fos.
„Ha!” raabte han, me’ns høit for Nord
Hans Hjerte slog:
„Her fatter jeg, at stolte Thor,
Du Bolig tog!
Dog tykkes mig, i Dalens Hul
Ei bygges bedst;
Paa Slætten se’r man Solens Guld,
Fra Øst til Vest!
Der hvælver sig den store Nat
Med Stjerneskær!
Der se’r man ret, hvor aaben at
Alverden er!”