Som naar en Stund
Flygtningen skuer fra Høien tilbage
Over sin Fødeegn,
Som han ei mere skal see,
Saa ved min Vandringsstav dig jeg nu hilser
Evigt Farvel!
O du min Barndoms hellige Feeland!
Med dine Kilder,
Med dine Lunde, hvor Fuglene
Æventyr sang
Manddommens Storme
Hilse mig alt,
Drivsky paa Drivsky dækker nu min Himmel;
Freidig dog fremad
Iler jeg, trodsende Klipper og Sumpe,
Let på min Fod,
Kaster min Hue i Luften og jubler:
Herligt er Livet!
Lad ikkun Tidsler,
Lad ikkun Storme og takkede Fjelde
Spærre min Vei!
Dybt i mit Hjerte der raaber en Stemme:
Alt overstaaes!
Hiinsides veed jeg jo ligger et Paradiis,
Skjønt, som Correggio,
Skjønt, som det Tizian og Raphael
Aldrig har drømt,
Skjønt, som i Toner
Mozart og Weber og Beethoven
Aldrig besang!
Der er min Hjemstavn,
Der som en vidtbereist Pillegrim
Lander min trætte,
Evige Sjæl.