Hvi stirrer du Hest fra det gamle Skuur
Saa sorrigfuld ud i Guds Natur?
Om Jorden suse nu Vaarens Vinde;
Men der er saa mørkt og skummelt inde.
Du vilde nok gjerne herud engang
I det høie Græs paa den grønne Vang?
Hesten, den svarede ei et Muk,
Drog kun et tungt, et smerteligt Suk,
Kunde ei klage og kunde ei græde,
Sukked for Livets Frihed og Glæde,
Synes, den var til bedre skabt,
End at ødsle i Møllen, sit Mod, sin Kraft.