O, bønfaldt alle Markens Blomster, straal,
Du rige Sol! og, som de bad, det skete.
Da lukked sig den stille Natfiol,
Og bøiede sit Hoved imod Lethe.
Og jeg var ung, i Morgenrødens Glands
Mit Liv jeg vied til letsindig Glæde;
Af Roser bandt jeg til mit Haar en Krands,
Men før jeg mærked det, var Solen nede.
Og jeg var, trættet, skuffet og forladt,
Hver Rose lukked sig og Æspen bæved;
Men i den høitidsfulde Stjernenat
Den stille Natfiol sit Hoved hæved.
Mod Stjernerne sin Duft udaanded den,
Jeg bøied mig bevæget hen derover;
Hvo er Du, sukked jeg, Du Sorgens Ven,
Som vaager medens Altnaturen sover.
Den svared, Vandrer, Taalmod er mit Navn;
Blandt Glædens Vrimmel finder Du mig ikke,
Jeg aander bort Dit Hjertes bitre Savn,
Og hæver over Jorden Dine Blikke.
O, raabte jeg, og kasted Letsinds Krands,
O, det er let for Glæden kun at leve;
Men det er stort, forladt af Lykkens Glands,
At kunne Hovedet af Støvet hæve!