„O,” bønfaldt alle Markens Blomster, „straal,
Du rige Sol!” og som de bad, det skete.
Da lukked sig den stille Natfiol
Og bøiede sit Hoved imod Lethe.
Og jeg var ung, i Morgenrødens Glands
Mit Liv jeg vied til letsindig Glæde;
Af Roser bandt jeg til mit Haar en Krands,
Men før jeg mærked det var Solen nede.
Og jeg var trættet, skuffet og forladt —
Hver Rose lukked sig, og Æspen bæved.
Men i den høitidsfulde Stjernenat
Den stille Natfiol sit Hoved hæved.
Mod Stjernerne sin Duft den aanded hen,
Jeg bøied mig bevæget ned derover;
„Hvo er Du,” sukked jeg, „Du Sorgens Ven,
Som vaager, medens trindt Naturen lover?”
Den svared, „Vandrer, Taalmod er mit Navn;
Blandt Glædens Vrimmel finder Du mig ikke,
Jeg aander bort Dit Hjertes bittre Savn
Og hæver over Jorden Dine Blikke.”
— „O,” raabte jeg og kasted Letsinds Krands,
„O, det er let for Glæden kun at leve;
Men det er stort, forladt af Lykkens Glands
At kunne Hovedet af Støvet hæve!”