Jeg er styg og rynket, jeg veed det nok,
Et Skumpelskud mellem Skabningers Flok;
Mennesket ønsker mig Pokker i Vold,
Kalder mig ret en forgiftig Trold.
Ikke det veed, bag mit runkne Skind
Har jeg igrunden et ærligt Sind.
Spottet i Verden, forstødt og hadet,
Har jeg min Bolig bag Skræppebladet.
Røres Du vilde, hvis Du blot saae,
Hvor mine fattige Unger smaa,
Ligesom Menneskebørn, med Glæde
Hilse paa deres Fader dernede.