Alverden er syg, Alverden er mat!
Mig tykkes den ganger paa Held;
O, jeg gad lystigt svinge min Hat
Og bestige det høieste Fjeld!
Den smaalige Klogskab, den visne Fornuft
Gjør Barmen hernede trang;
O, jeg gad iudaande den renere Luft
Og føle mig ung engang!
Ja, Verden tykkes mig ganger paa Held,
Den har et saa vrantent Smiil;
O, jeg gad bestige det høieste Fjeld,
Vel over Jorden en Miil!
O, jeg gad stige paa Bjerget op
Og juble og svinge min Hat;
Og greb mig en Hvirvelvind paa dets Top
Da, syge Verden: God Nat!