Alverden er syg, Alverden er mat!
Mig tykkes den ganger paa Held;
O, jeg gad lystigt svinge min Hat
Og bestige det høieste Fjeld.
Den smaalige Klogskab, den visne Fornuft
Gjør Barmen hernede trang;
O, jeg gad indaande den renere Luft
Og føle mig ung engang!
Ja, Verden synes mig ganger paa Held,
Den har saa vrantent et Smiil!
O, jeg gad bestige det høieste Fjeld,
Vel over Jorden en Miil.
O, jeg gad stige paa Bjerget op
Og juble og svinge min Hat;
Og greb mig en Hvirvelvind paa dets Top
Da syge Verden: God-Nat!