Jeg fryser Moder om mine Ben,
Og jeg har traadt i en Rendesten,
Og jeg er søvnig, og jeg er træt
I mine smaae Vinger, og jeg er mæt;
O lille Moder, o giv os Ly,
Vi er saa angst for den sorte Sky!
Og Hønen dem gjorde saa gjerne tilpas;
Men under hendes Vinger var neppe Plads.
De myldred derinde, der var en Larm,
Naar Een blev kold, blev en Anden varm;
Her titted et Hoved, her stak et Par Been;
Men Himlen blev atter lys og reen,
Og Solen skinte, da kom tilsyne
Smaakyllingerne under den bløde Dyne.