Blandt grønne Urter en Kilde sprang,
Den vilde Busk over Vældet hang,
Det dandsed let over Græs og Steen;
Jeg hviled mig ved den Kilde reen.
Min klare Kilde, borthast dog ei,
Ved Grøfter ledes Du fra Din Vei;
O, dvæl hos mig bag den grønne Qvist,
Ak, hører Du ikke Slusen hist.
Der larmer Bækken i Dalens Skjød
Og maler paa Møllen Meel til Brød;
End risler Du hen saa klar og fri,
O, iil ikke saa til Mængdens Sti!
Saa stirred jeg ned i det klare Blaa;
Dog snart jeg maatte fra Kilden gaae;
Jeg sagde hver Bølge et ømt Farvel,
Og let afsted sprang det friske Væld.
Men, da jeg atter til Stedet kom.
Var Stammerne fældede trindt derom
Og Hækken klippet, og et Stakit
Heelt fornemt standsed mit glade Skridt.
Blandt pyntede Folk i Havens Gang
Et Springvand konstigt i Solen sprang,
Guldæbler spillede høit deri;
Men jeg gik bort paa min dunkle Sti.
Min rene konstløse Barndomsven,
Min Kilde, jeg fandt ei meer igjen!
Ak, for Din Frihed og Uskyld fik
Du kold Beundring af Mængdens Blik!