I Ly af Hækken,
Ved Møllebækken
Jeg eensom laae.
Bag fjerne Byer
Stod’ Aftnens Skyer,
Som Bjerge blaae
Med Alperoser
I Himmelglands;
Om Dalens Moser
Holdt Taagen Dands.
Henover Egnen,
Som Gylden-Regnen
I Dana’s Skjød,
I Blomsterskaaler
Et Hav af Straaler
Fra Solen flød.
Mod Skovens Hytter,
Af Høien ned,
En eensom Rytter
Fra Staden red —
Og mere stille
Blev Verdens vilde
Bikubens Larm;
Som Barnet hviled’
Den sødt og smiled’
I Himlens Arm —
Jeg blødt mig strakte
I Engens Skjød,
Hvor Kløvret rakte
Sit Sukkerbrød.
Men see, da daled’
I Vandchrystallet
En Sommerfugl;
Paa Bølgespeilet
Den duunlet seiled’
Mod Grøftens Muld:
Snart Sylphen standsed’
Jeg med et Straa,
Saa frelst den dandsed’
I Luftens Blaa.
Dens lette Flagren,
Henover Agren,
jeg fulgte glad;
Men, tys! da hørte
Jeg Noget rørte
Sig, hvor jeg sad.
Det var ei Hinden
I Bondens Korn,
Ei heller Vinden
Ved Rosens Torn:
I Aftentaagen
Jeg skued vaagen
Tre Elvermøer;
I Dands de svæved’,
Mens Luften hæved’
De lette Slør —
Og Steen og Tue
Og Skovens Træ’r,
Jeg kunde skue
Igjennem hver —
En Harpe gylden,
Med Duft af Hyllen,
De rakte mig;
Som Ax paa Enge
Dens gyldne Strenge
Udspendte sig;
Saa sødt i Øre
Dens Toner klang;
Jeg troede høre
Min Vuggesang.
Men flux forsvinde
Jeg saae de Trende,
Let som de kom;
Dog Strengelegen
Er nu min egen,
Min Helligdom;
Naar jeg den griber
Og Strengen slaaer,
Da Vinter bliver
For mig til Vaar.
Haardt for min Finger
End Harpen klinger,
Ei bølgeblødt;
Vildt famler Haanden,
Skjøndt mig i Aanden
Det toner sødt.
Dog er der Sommer
I dig, min Sjæl!
Det Andet kommer
Med Tiden vel!