Blandt meget andet Narreri,
Som gaaer i Svang paa denne Klode,
Var i Kong Løves Monarkie
Man falden paa den dumme Mode,
At lægge af sit givne Maal;
Selv Æslet standsede sit Skraal
Og brugte bagvendt kun til Tale
Sin Hale.
Han fegted om med den i Taaget,
Snart var den strakt, snart krum, snart kroget
Med Proppetrækkerens Facon,
Saa Meningen blev meget broget;
Men det var nu, som sagt, Bon-ton.
Til Hove
I Konning Nobels grønne Skove,
Der brugte man især sin Svands
Ved Cour og Assemblee og Dands,
Saa sagde den bereiste tynde,
Høibaarne Mynde,
Med megen Anstand og med Ynde,
At det var Moden udenlands;
Med Lunten Ræven slog i Luften,
Som han var ganske fra Fornuften;
Og Hanen, som, trods Modens Bud,
Kom af Forundring til at gale.
Blev strax viist ud —
Det var en frygtelig Skandale!
Den snilde Abe, vidt bekjendt
For Smidigheden i sin Hale,
Som et uhyre Hoftalent,
Tilhvisked Bjørnen smukke Sager;
Men Bjørnen, som er noget plump.
Enfoldig, løfted paa sin Stump;
Det skulde sige: Hvad behager?
Saa det en Stund heel prægtigt gik.
Den anden Deel af Dyreskaren:
Insekterne, Muldvarperne og Haren,
Som ingen smidig Hale fik,
Og de i Sværmen,
Som holdt sig til den gamle Skik,
Blev regnet kun til Pøbelbærmen.
Saa gik, som sagt, det godt en Tid,
Ind til Naturen i sin Harme
Bød Elementerne til Strid.
De stærke Lyn foer hid og did,
Og vældigt monne Tordnen larme:
Da blev der bræget, brølt og gjøet;
Hvert Dyr ihast kom til det Mæle,
Hvormed naturligt det var født;
Til Øst og Vest de smurte Hæle;
Slukøret saae man sig at skynde
Til Skovens Skjul den lette Mynde;
Med Halen mellem sine Been
Var Ræven ikke mindre seen.