Kalliope
→
Poets
→
P.A. Rosenberg
→
First lines
P.A. Rosenberg
(1858–1935)
Works
Poem titles
First lines
Biography
Søg
A
Af Savnets Frø i Sjælens Gjem
Afsted med travle Skovle
Aftnen sænker sig. Frejdig
Alt her omkring er øde, stort, bedrøvet
B
Blændlygtens Skær langs Gulvets Mosaiker falder
Bøger! Bøger! nye Bøger!
C
Camoëns, den store Digter
D
Da jeg var meget ung, da tro’de
Da Jøderne om Guldkalvsaltret dansed
De første grønne Bjerge
De grønne Bølger syder ind om Klippen
De gyldne Timer gaa, Ven!
Dekorativ! — Ja, det er Kammertonen
Den lune Sydens Nat
Den rene Luft og Dagens Skin
Den synkende Sol staar gylden bag Skyernes blaagraa Volde
Den tomme Stue vides ud og voxer
Dengang Vorherre havde skabt
Der funkled Sol i dit gyldne Haar
Der gives Dyr, hvis Øjne ere slige
Der gives Tider, da med Storm og Brand
Der glider blege Skygger over Vandet
Der klages rundt paa den ganske Jord
Der staar et Krucifix ved Vejen
Der staar et rankt Kastanjetræ derude
Det er Aften. Her paa Marken
Det klinger over Jorden
Det var en Sommeraften
Din Haand i min!
Du Almagts Aand, dit Væsens Dyb
Du er huslig og stilfærdig
Du, som bor i Himlens Sal
Du sukker, unge Mand, saa det kan høres
E
Elskede, Somren er inde!
En Buldog-type med en gnaven Mund
En Flamme slukt! En sommergylden Evne
En lille, arrig Fyr med vissen Sjæl
En ædel Sjæl, en Sjæl som Guld
Ensom og tankefuld de øde Egne
Et Barneansigt, net, men uden Træk
Et enkelt Ord, et hurtigt Ord
Et Fakkelpar, som brænder dystert, truet tit
Et Aar, der som i Drømme fór
F
Fastbunden ved et ensomt Figentræ
G
Gud! Af Kaos’ mørke Vande
Gud, sagde Duen, Gud er rund og fager
Gule Blomter har du plukket
H
Han er en stor, en højt benaadet Mand
Hel skønt er vel Stridens Stævne
Her mellem lysegraa og sorte Stammer
Hun rakte ham Guldpokalen
Hvad er det? — Det blev jo Vinter!
Hver Gang det gaar mod Foraar
Hvor banker Hjærtet i mit Bryst
Hvor Kilden sprudler frisk og klar af Fjeldet
Hvor mindes jeg hin Oktoberkvæld
Hvor Sydens Kyst gi’r Havet Læ
Hvor søgte tit jeg til din dybe Ro
I
I Blomster, som rundt mellem grønne Straa
I Danmark, Smørrets gule, gyldne Land
I denne blindt-fanatisk vilde Tid
I Havets Brus mod Strand i Nætter lange
I Nattekulden stod min Sang
Ingen véd, hvordan jeg hader
J
Jeg bliver ved, jeg holder ud
Jeg elsked dig, før du blev til
Jeg fører Eder til en sælsom Tid
Jeg gaar langs Stranden mellem Sten og Tang
Jeg har ikke attraa’t Ordner eller ydre Distinktioner
Jeg har læst: den, der om Lyset
Jeg styrer mit rappe Staalhjul
Jeg vandrer gjennem Verden
Jord, hvorfra vort Livsblod randt
K
Kammerater, om vi kunde, om vilde slaa os sammen
Kastanjens Klaser lyser
Klar og kølig Dagen rinder
Kraftigt svungne Bakkedrag
L
Lystig i Solen og glade
M
Madonna! Nattens Vinger
Maskinen hamred løs i hidsigt Trit
Med Sang, med Sang jeg hilse vil
Min Ven, den eneste paa Jord
Mit Barndoms-Hjem, som sent, i Kvæld
Mægtige Seer!
Mørket synker over Danmark
N
Natten sin Vinge sænker
Nej, min Hukommelse faar aldrig fat
Nu knoppes der Løv, nu skyder der Grønt
Nu mulmer det derude
Nu staar vi to paa Livets Tinde
Nys paa Telegrafkontoret
Naar du lader Blikket glide
Naar jeg engang skal stedes for den evige Dom
Naar jeg skal dø, Elisabeth
Naar Selskabet er slet — slet kan det være
Naar Aaret synker og forgaar
O
O, kunde disse Læber tale! Tiden
O Kys, to blussende Juvelers Gave!
O ædle Mand, du kan umuligt nænne
Om glad du tømte Bægret med Skarntyder
Ondskab og Dumhed mødtes paa en Vej
Over Høj og Dale
P
Poesi, min Ven, er Æther
R
Regnbuen er jeg; Solen er min Fader
S
Ser du hine Sten paa Bakken
Skønheden selv, Anadyomené
Solen er nede, det lufter mod Nat
Straalende Sol! Det er Foraar idag
Syng dig stærk, min Tro! syng dig lyst, mit Haab!
Saa talte Folket: I har varme Klæder
Saa tit min Tanke til dig mon’ gaa
T
Tak ske Jer, I store Døde!
Tanke paa Døden
Tankerne vandre. Vide gjennem Lande
Tre Kranse har jeg bundet
Trommerne brummer. Der skrider et Tog
Tyrol, Tyrol! mit Fædreland, mit Hjem
U
Ukjendte store Almagtsgrund
Uretfærdighed og Løgn
V
Véd du det Land, hvor Blomst Citronen bær’?
Vi gik mod Byen op
Vi standser, og tæller
Vinterdag! Paa Sneens Skjold
Vor Folkeaands Symbol, hvis Drapa klinger
Vor Jord, hvor Ploven gaar
Å
Aa, hvor dog Luften er lummer!
Aa, hvor Verden dog er skøn!