Kantate
ved Tivoli Koncertsals Indvielse, 1902
ved Tivoli Koncertsals Indvielse, 1902
(Musiken af C. F. E. Horneman)
(Musiken af C. F. E. Horneman)
I.
Instrumental Indledning og Mandskor.
I Havets Brus mod Strand i Nætter lange,
I Dagens Sol og Kvældens Stjernespil,
I hver en Vind, som lufter,
Hvert Blomsterspind, som dufter,
I Alt, hvad Hjertet drømmer, Viljen vil,
Er Toner gjemt. Og han, som kan dem fange
Og mane dem i Strengeleg og Sange,
Ham hører Mesternavn og Ære til.
Og fra hans Aand til hvert et opladt Øre
De trænger da med Rhytmens stærke Kald.
Og i et Nu det hænder,
At i vor Hu det tænder,
Og Sjælen klinger som et skært Krystal
Ved Tonens Magt. Den kan vort Hjerte røre
Og gjennem Verdner paa sin Flugt os føre
Til Altarfred i Kunstens Tempelhal.
II.
Recitation.
Der klinger Toner over Barnets Vugge,
Det drømmer under Sang sin første Drøm.
Og inden Sjælen fatter Ord og Billed,
Den bæres ømt og blidt paa Rhytmens Strøm.
Det første Kys af Tonekunstens Dise
Blev givet dig i Moders Vuggevise.
Og Tonen følger med til Legens Verden.
Hver, der har set en Flok af glade Børn,
Naar „Havren skæres”, „Munken gaar i Enge”,
Og der er „Gilde hos den gamle Ørn”,
Har følt, mens lyse Minder gled forbi,
De gamle Børnesanges Poesi.
Med Sang gaar Ungersvenden ud i Verden,
Jublende for den Fryd at være til!
Han vandrer gjennem Illusionens Lande
Til Klang af Haabets gyldne Klokkespil.
Og Alting hilser ham med glade Miner,
Og Luften hænger fuld af Violiner.
Og vækkes han til Elskovs søde Smerte,
Da klinger Undertonen i hans Røst;
Thi den er ikke til, der ej har sunget,
Naar Elskov aanded Foraar i hans Bryst.
Musik er Sproget i dens Elverrige,
Som tolker den og nærer den tillige.
Til Kamp gaar Mandens Vej. Ej blot hin vilde,
Der fægtes ud med Blod, er Sangen værd;
Nej, Livets Sang har Bud til alle Kræfter
I Aandens som i Haandens Adelsfærd.
De stærke Toner lyder gennem Striden,
Forklarer den og gjemmer Mindet siden.
Og er et Fremskridt gjort, en Sejer vunden,
Og samles Mængden til dens Pris en Dag,
Da bæres atter paa Musikens Bølger
Festjublen frem i faste Vingeslag;
Da løfter Hymnen Folkets fælles Glæde,
Og Dansen vinder om den Rhytmens Kæde.
Men vaander Sjælen sig i Kval og Kvide,
Hvad eller slaaes af Nederlagets Storm,
Da er Musiken Naadens gode Engel,
Der giver Sorgen Luft og Klagen Form,
Og Tonerne, som Hjertets Kval har baaret,
Er Dug, som rinder lindrende i Saaret.
Ja, for hin Magt, den højeste af alle,
Der drager Aanden mod dens Ophavs Sol,
Er Tonen Tolk; og Salighedens Billed
Blev Englesangen om Guds Kongestol.
Og Psalmen følger Pilegrimmens Veje,
Til Støvet bæres til sit sidste Leje.
— Saa er Musikens Genius vor Fælle
Fra Vuggen gjennem Livet til vor Grav;
Den fryder os, den styrker, trøster, løfter,
Den fører Slægten med sin Blomsterstav
Fra Tidens Muld til Evighedens Vange.
Og derfor: Agt og Pris for Musens Sange!
III.
Solo (Baryton.)
Agt og Pris for Musens Sange! — Tusend Gange,
Mer end det for Øre kom,
Har de formet Verden om.
De har baaret Folkets Længsler,
Brudt dets Lænker, sprængt dets Fængsler,
Stundom daaret og bedøvet,
Oftest styrked dog og øvet,
Løftet den, som frem har stræbt, —
Signet, hædret, dømt og dræbt!
Agt for Musens Spil det rene! —
Det alene
Kan forløse her paa Jord,
Hvad i Sjælen dybest bor.
Alt det stærke, alt det kække,
Som vil Himlens Stjerner række,
Alt det varme, alt det milde
Fra den skjulte Livsens Kilde
Vinder Form og bliver til
Gaadefuldt i Musens Spil.
Agt og Pris for Musens Præster! —
Tempelgæster,
Træd med festlig viet Sind
i Musikens Højsal ind!
Her skal rige Kræfter frede
Kunstens Tarv og Vej berede,
Smelte Skæmt og Alvor sammen,
Og til Folkets Gavn og Gammen
Synge Lysets Tanker frem,
Lyse Mørkets Vætter hjem.
IV a.
{cisRecitation.}
Saa vier vi til Folkets Gavn og Gammen
Vor nye Hal! Ej nogle kaarne faa
Skal glædes ved vor Gjerning blot; nej, Maalet
Er Bro fra dem til Folkets Kreds at slaa.
Vel daares stundom det af Døgnets Mode,
Men elsker kun og gjemmer tro det gode.
Europa over kjendes denne Have,
Fordi den samled alle Folkets Lag,
Og aldrig dog, som tit i større Lande,
Med Godtkjøbskram fordærved Folkets Smag.
Vi følger Sporet fra de svundne Dage,
Gaar frejdig frem og ser os trygt tilbage.
Og hver, som følger paa vor Fremtids Bane
Os vder os sin Hjælp med Haand og Mund,
Som Gæst heroppe eller Gæst dernede —
Ham bringer vi vor Tak i denne Stund.
Velkommen hid til Festen, som vi fejre!
Naar I er med, gaar vi til nye Sejre.
IV b.
Slutnings-Kor.
Hør Festfanfaren klinge! —
Saa vie vi glade vort Værksted ind.
Herfra skal Rhytmerne svinge
Og samle Høje og Ringe
Til fælles Glæde, med enigt Sind.
De lyse Aftner, naar Maanens Skin
Glimter fra Blomster og Blade,
Skal „Elverhøj”s liflige Tonespind,
Og gamle Lumbyes Champagnegalop
Muntre og kvæge Enhver,
Som trættet af Dagens Kamp og Besvær
Kommer, for Sanser og Sind at husvale.
Her vil vi samle
Det ny og det gamle,
Det store og smaa;
Tonernes brusende, jublende Tale
Altid kan Hjerterne naa.
Velkommen i Huset, vi rejste af Ny!
Viden om Land gik vort Tivolis Ry.
Dets Glans og Ære
Skal denne vor Gjerning viet være
Og viden om bære
Til Gavn for vort Folk og vor elskede By!